Årets klassikerdag

Prøv kræfter med en klassiker
Den 19. september fejrer biblioteker i hele landet klassikerdagen og i år er det Leif Panduro der er årets klassiker.
Vi er særlig glade for at fejre Klassikerdagen her i Ishøj, fordi vi som et af de eneste ( måske det eneste?) bibliotek har en decideret klassikersamling.
416 titler er det blevet til og vi har i forbindelse med vores nyindretning af voksenafdelingen sat Klassikersamlingen i guldramme, så bliver det ikke finere vel?
 
Men hvad er en litterær klassiker egentlig?
Som mange af jer ved, så er det forfattere, som alle synes at kende, også selvom vi ikke har læst dem.
For hvem har ikke hørt om Shakespeare, Hemingway eller H.C. Andersen?
Det væsentligste kendetegn ved en klassiker er, at den er tidløs – et værk, der taler til alle tider og tilbyder sin læser almenmenneskelige værdier.
Tænk at en bog på tværs af tid og generationer formår at bygge bro over historiske epoker og samtidig kan ramme ned i nerven af det at være menneske, det er da fantastisk.
 
I år er det Leif Panduro der fejres, forfatteren der skrev om livet og hverdagen i 1960-70’erne og som lagde gaderne øde når hans tv-spil blev vist,  Farvel Thomas eller Louises hus så ALLE dengang i 1970’erne
For tiden er der to aktuelle tv-serier, der har danskernes opmærksomhed Carmen Curlers og Dansegarderoben, vi elsker stadig historier fra den tid og det er netop disse årtier som Panduro var så god til at skildrer. Han var i øvrigt også en af bagmændene til Huset på Christianshavn, Ka de li’ østers.
 
Her på biblioteket har vi kun få titler af Panduro, men vi skaffer gerne fra andre biblioteker. Og husk at du kan finde det meste på ereolen.dk, både som lydbøger og e-bøger
 
God læselyst