Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Utrolig nervepirrende og uhyggelig krimi. Makkerparret Thulin og Hess skal opklare en række blodige og bestialske kvindemord begået af en koldblodig seriemorder, som altid er ét skridt foran politiet. Mest for læsere af blodige krimier og ikke for den sarte læser

Beskrivelse

Naia Thulin og Mark Hess fra drabsafdelingen i København, får til opgave at opklare en række bestialske og grusomme mord på en række kvinder. Men jagten på den sadistiske seriemorder viser sig at være særdeles vanskelig og de har ikke meget at gå efter. De eneste fællesnævnere er tilsyneladende, at kvinderne alle havde børn og at morderen efterlader små kastanjemænd på gerningsstedet. Samtidig forsøger socialministeren Rosa Hartung at vende tilbage til en normal hverdag efter et års orlov. Hendes 12-årige datter Kristine forsvandt på vej hjem fra en håndboldkamp og snart er Thulin og Hess overbeviste om, at der er en sammenhæng mellem Kristines forsvinden og mordene

Vurdering

En gennemført og uhyggelig krimi som kræver stærke nerver hos læseren. Bogen er velskrevet og svær at lægge fra sig på trods af, til tider, ret voldsomme og ubehagelige afsnit

Andre bøger om samme emne

Ønsker man at læse lignende krimier, kan Hypnotisøren af Lars Kepler anbefales. Ligeledes kan Jo Nesbøs krimiserie om politibetjenten Harry Hole anbefales, første bog i serien hedder Flagermusmanden

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2018