Litteratur til øregangen

Bliv klogere på podcast-mediet og opdag nye, litterære podcasts

Litteraturen lever. I bøgerne, i Salonen, i DR Romanklubben, på bogcaféer - og på din telefon. Vidste du, at du med få enkelte trin kan høre litterære radioprogrammer som Skønlitteratur på P1, Frøkjær & forfatterne, og ikke mindst Salonens egen podcast på din telefon, når du har tid og lyst? Her følger en række bud på gode podcasts til din telefon, der alle handler om litteratur:

Biblioteksklubben Salonen

KULTURIUM BIBLIOTEK har en biblioteksklub, hvor du kan blive medlem, få nyhedsbreve og deltage i arrangementer, events og ekskursioner ud af huset. I løbet af klubbens tre-årige levetid har vi haft besøg af blandt andre forfatterne Merete Pryds Helle, Thomas Korsgaard og Jonas T. Bengtsson, livsstilsforsker Thomas Milsted og historiker Jakob Sørensen, og disse foredrag kan du (gen)opleve, hvis du abonnerer på Salonens podcast.

Skønlitteratur på P1

DRs traditionelle litteraturmagasin med nyt fra den litterære front i ind- og udland med værterne Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.

Bogselskabet på P4

I Bogselskabet deles gode læseoplevelser, og lytterne inviteres med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere i forbindelse med nyudgivelser.

Bogklubben

Podcast fra forlaget Gyldendal, der inviterer dig indenfor i bøgernes verden til en samtale om en aktuel bog - og om, hvad bøger egentlig gør ved os. I hvert afsnit sættes et skarpt panel af kendte danskere i stævne for at gøre dig klogere på en aktuel bog.

Gyldendal Podcast

En anden podcast fra Gyldendal med bred appeal. Litteratur-begejstrede danskere fortæller om store læseoplevelser, og lytterne inviteres med ind i forfatterværkstedet til en snak om både skriveprocesser, skriveglæde og skriveblokader hos nogle af landets største forfattere. 

Jazz&Bøger på P8

Jazzmusik og litteratur er et kapitel for sig. Tænk blot på beat-generationen, og forfattere som Jack Kerouac, Allen Ginsberg - og danske Dan Turéll. I denne podcast inviterer vært Christina Englund lytteren med ind i en dansk forfatters musikalske og sproglige univers, og forfatter-snak veksler med jazzede toner. 

Frøkjær & Forfatterne

Jyllands-Posten står bag denne podcast, hvor Cecilie Frøkjær interviewer danske forfattere om deres seneste udgivelse og generelle forfatterskab.

Lit Love

Podcast fra det fine podcast-kolllektiv Heartsbeats, hvor Marie Louise Tüxen har inviteret forfattere i studiet til en snak om kærlighed, lyst, vildveje, brud og møder mellem mennesker. Med de fleste bøger er der et vindue til at tale om kærlighed.

Politiken Bogfolk

Politikens litteraturpodcast med kulturredaktør Jes Stein Pedersen. Pt. ligger podcasten stille, men du kan stadig lytte til de 100 foregående udsendelser.

Litteratur

Litteratur dækker bredt fra oplæsninger, montager og debat om danske og udenlandske klassikere til den nyeste samtidslitteratur. Produceret af den skjulte podcast-perle Den 2radio. 

Bureauet for Afvist Litteratur

Og til sidst en lille kuriositet: Radio 24syv’s podcastserie fra 2015 om al den litteratur, de store danske forlag afviser hver dag. 


Vil du vide, hvordan du får disse podcasts ned på din smartphone, så tilmeld dig arrangementet “Podcast - hvad er det? Og hvordan kommer jeg i gang?” tirsdag d. 19. september kl. 19-21. Vi får besøg af Sebastian Lindqvist fra Center for Podcasting og Trine Damgaard fra podcasten Keep Dreaming, der fortæller om podcast-mediet, og vi giver dig inspiration til litterære podcasts, og hvordan du kommer i gang. Send en mail til salonen@ishoj.dk

/Thomas