Voksne

Litteratursamtale med forfatter Nanna Holm

Tid
17:00 - 18:30
Pris
Billet: Gratis
Sted
Kulturium Ishøj Bibliotek
Ishøj Store Torv 1,
2635 Ishøj
Tag med til litteratursamtale med Nanna Holm om "Røde Port", som er en fængslende roman om børn, der blev voksne alt for tidligt, og om voksne, der aldrig formåede at være de voksne, børnene havde brug for.

Mød forfatter Nanna Holm i en samtale med bibliotekar Marianne Träff om debutromanen Røde Port.

Røde Port er en stærk roman om venskab, længsel og barndommens genfærd. Handlingen udspiller sig på et fritidskollektiv på Langeland i slutningen af 1980'erne, de voksne drømmer stort og fester sent, mens børnene må navigere gennem utrygge dage og nætter.
 

Børnene Aske, Gry og Mona vokser op i et kollektiv, der er tænkt som et fristed præget af fællesskab, politisk og social bevidsthed. Men idealerne slår revner, og stedet udvikler sig til et miljø med skæve relationer, manglende ansvar og grænseoverskridende adfærd.

Årtier senere kæmper de tre barndomsvenner stadig med konsekvenserne af den skæbnesvangre sommer på Røde Port. Da minderne igen melder sig, bliver de endnu en gang hinandens støtte i forsøget på at forstå fortiden og finde fodfæste i voksenlivet.
 

Samtalen kredser om at være barn i 1980'erne, om børn, der tvinges til at blive voksne for tidligt, voksne, der ikke kan slippe deres barndom, og om svigt, fællesskab og de spor, barndommen sætter gennem et helt liv.
Arrangementet er gratis, og alle med interesse for nyere dansk litteratur er velkomne.

Det er gratis at deltage, men husk billet (begrænsede pladser)