Stem til børnevalget!
Fra den 27. oktober til og med den 18. november, kan børn stemme på deres yndlingsfigur fra kendte børnebøger i anledning af årets Børnevalg.
Af Line Lillevang Nørregård
Mens de voksne gør sig klar til Kommunalvalget den 18. november, får børn landet over deres helt eget valg. Den 27. oktober åbner børnebiblioteker over hele landet dørene til en særlig begivenhed: Børnevalget 2025.
Fra den 27. oktober til den 18. november kan børn komme forbi børnebiblioteket på Ishøj Bibliotek og stemme på deres favoritkandidat. Vi har gjort klar med stemmebokse, valgplakater og masser af inspiration til gode læseoplevelser. Vi inviterer alle børn til at opleve demokratiet på egen hånd – og med et glimt i øjet. Til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte børnebøger. Den figur der vinder i Ishøj køber vi flere bøger med, og vinderen får dermed lov til at fylde lidt ekstra på boghylderne - så det er ekstra vigtigt at stemme på favoritten.
Mere om Børnevalget
Børnevalget er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper. Her får børn en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme.
Børnevalget 2025 arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet.
Læs mere om Børnevalget på www.boernevalg.dk