Når litterære fordomme brydes ned

Vi læsere har ofte klare forestillinger om, hvilke genrer der er noget for os. Nogle holder afstand til krimier, andre til fantasy eller romancegenren. Og så er der dem, der mener, at historiske romaner ikke siger dem noget. Mig for eksempel.

Men af og til udkommer en bog og rokker ved alle fordommene.

Det gør romaner som Vi var ulve af Sandrine Collette, Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Hemmelighedsbærer af Simon Pasternak, Bargums synder af Sofie Malmborg, Berninis øje af Iselin C. Hermann og Luftspejlinger 38 af Kjell Westö.

Jeg var suget ind i historierne og læste dem med stor glæde.

Selvom de kan  betegnes som historiske romaner, er det ikke det historiske, der fanger mig. Det er menneskene, konflikterne og de stærke fortællinger. Sanseligt, smukt, gribende og barskt.

Fælles for romanerne er, at fortiden ikke føles fjern eller støvet. Den bliver levende og nærværende, også selv om handlingen for nogles vedkommende foregår flere århundreder tilbage.

I Vi var ulve mærkes naturens rå kraft og samtidig en smuk og intens roman om at blive far, mens Ræveår hylder datidens stærke kvindefællesskaber, og Hemmelighedsbærer skildrer mennesker fanget i ondskab og modbydelighed og Bargums synder foregår i en tid, hvor Europa handler med slaver og den er både grum og ond , men også sanselig.  Berninis øje handler om den gudsbenådede billedhugger Bernini, som ud over kunsten også har en veludviklet appetit på kvinder. I Luftspejlinger 38 åbnes vinduer til en forfærdelig tid i Finland lige før Anden Verdenskrig med temaerne skyld, kærlighed, og samfundets forandringer.

Disse læseoplevelser minder mig om, at genren historisk roman måske er vigtigere for mig, end jeg tror.

Måske er det netop en af litteraturens største gaver, at den kan få os til at opdage, at vores læsesmag er langt mere åben, end vi tror. 

Biblioteket har pt. en stor udstilling med historiske romaner, lån en roman , du måske ikke tror vil være noget for dig