Benny Andersens Spredte digte udviser stor spredning, såvel i tid og rum som i form og emnevalg. Det er nu ikke så mærkeligt, for selv om samlingen kun indeholder 20 korte digte, er der tale om tekster fra en periode på 40 år, skrevet ind i forskellige sammenhænge og til vidt forskellige lejligheder. Trods store indbyrdes forskelle er der dog gennemgående temaer og motiver i digtene samt naturligvis ikke mindst digterens adelsmærke: en vidunderlig sans for sprogets muligheder og iboende humor. I flere tekster demonstrerer BA, at han som så ofte tidligere i forfatterskabet ejer evnen til at se det uendeligt store i det uendeligt små. Det gælder f.eks., når han sammenholder verdensrummets stadige udvidelse med kærlighedsforholdets modsatrettede bevægelse, eller når han skriver om at "blive genfundet af sit liv". Også tidens gang, slægten og dødens nærvær er temaer, som kommer under BA's kærlige behandling, aldrig sentimentalt, men tværtimod med et nøgternt og humørfyldt blik for tilværelsens skæve vinkler og små mirakler. Indledningsdigtet "Slægten" er vel mere Halfdan Rasmussen end BA, men hovedparten af teksterne i samlingen er på mere end én måde fin årgangs-Andersen og vil med usvigelig sikkerhed dukke op i antologier o.l. fremover