Danmarks største læsekonkurrence for børn

Den 15. juni til den 25. august kører Sommerbogen igen. Opfordringen til børnene er enkel: Læs og anmeld så mange bøger, I kan, i løbet af sommerferien og vind en masse fede præmier.

Sommerbogen er folkebibliotekernes landsdækkende læsekonkurrence for 7-14-årige med tusindvis af deltagere hver sommer. Idéen bag Sommerbogen er at fastholde børns læselyst hen over sommerferien, og en konkurrence som Sommerbogen kan netop motivere børnene til at holde læsningen ved lige, selvom de holder ferie fra skolebænken.

biblo.dk er der daglige bogpræmier på højkant og desuden hovedpræmier i form af en iPad Mini til de fem anmeldelser, som til sidst kåres som de allerbedste af bibliotekarer og Biblos redaktion.

Sommerbogen

Sponsorer: Edvard Pedersens Biblioteksfond og forlagene Gyldendal, Alvilda, Høst & Søn, Carlsen, Tellerup, Flachs, Turbine, Arvids, Silhuet, Pil, Politikens Forlag og Løse Ænder.

”Det bedste ved at vinde Sommerbogen var, at jeg fik en følelse af, at andre syntes det er sejt, at man læser mange bøger og er god til at anmelde dem. Det var derfor jeg deltog. Og så er præmierne ret vilde!”
Citat: Siri Bennekou, vinder af ”Bedste skrevne anmeldelse 11-14 år” i Sommerbogen 2017

Børnene vælger selv de bøger, de vil læse og anmelde, og anmeldelserne kan laves på skrift eller som video. Det vigtigste er, at børnene begrunder deres mening om bøgerne, og at de har lavet anmeldelserne selv. Sommerbogen foregår på biblo.dk; børnenes digitale bibliotek og mødested, og på landets biblioteker, hvor der foregår masser af læseaktiviteter og lokale Sommerbogen-konkurrencer.

De bedste anmeldelser kåres af bibliotekarer og Biblos redaktion.

Mangler I inspiration til læsning kan I her se de nyeste bøger og lydbøger på biblioteket.