Sundhed og trivsel - verdensmål 3

På en generation er levealderen steget med otte år

Hvad er verdensmål 3?

Verdensmål 3 handler om, at alle mennesker i alle aldre skal have mulighed for et godt helbred – både fysisk og psykisk. 

Inden 2030 vil vi have bugt med epidemierne aids, malaria og tuberkulose, og alle i verden skal have adgang til vacciner og en eller anden form for sygesikring. 

På verdensplan er der sket store fremskridt de seneste år. 

I dag lever mennesker i gennemsnit mere end otte år længere end i 1990. 

I samme periode er andelen af børn, der dør, før de er fyldt fem år, mere end halveret, og andelen af mødre, der dør i barselssengen er faldet med 38% mellem 2000 og 2017. 

Men Verdensmål 3 hænger tæt sammen med Verdensmål 1: Hvis vi skal komme dårligt helbred til livs, må vi også bekæmpe fattigdom. 
Med fattigdom følger nemlig dårlig hygiejne og manglende adgang til medicin, som er afgørende for, om man dør af sygdomme som hiv, diarré og lungebetændelse, der godt kan behandles. 

Samtidig skal der findes mange flere penge til indsatserne mod hiv, tuberkulose og malaria, hvis målene skal nås inden 2030.

Arbejdes der med verdensmål 3 lokalt?

I Ishøj findes der flere gågrupper, der mødes og går en tur i naturen, f.eks. Gadekærrests gårgruppe, GoRun og Hjerteforeningens gågruppe, foruden bibliotekets egen Walk & Talk om tirsdagen. 
 

Hvordan kan du hjælpe med verdensmål 3?

  • Vær med til at øge forståelse for og støtten til mentale sundhedsproblemer som depression, misbrug eller demens
  • Bliv frivillig i Kræftens Bekæmpelse, SIND, Parkinsonforeninger eller en anden NGO, der arbejder for at udrydde sygdomme
  • Vær opmærksom og kærlig over for dine medmennesker  
  • Hold din krop sund med motion, sund mad og rigeligt med vand
  • Bliv en del af sociale fællesskaber, da det øger både den psykiske og fysiske trivsel
  • Hold aldrig op med at lære. At deltage i arbejde eller uddannelsesaktiviteter modvirker depression hos ældre. Så lær et nyt sprog eller start i en bogklub

Du kan læse meget mere om Verdensmål 3 på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside.

09.03.23