Fællessang i den digitale tidsalder

Fællessang - sammen hver for sig

Hvis jeg ikke vidste det før, så er det i al fald blevet klart for mig her i løbet af de seneste Corona-uger: Jeg er til yngre mænd. Især yngre mænd der hedder Phillip til fornavn og Faber til efternavn. Og jeg er ikke alene.

Hver morgen er vi mere end 200.000 danskere, der tænder for tv'et, tabletten eller mobilen og synger med, når DR Pigekorets dirigent Phillip Faber synger for på DR1 mandag til fredag kl. 9:05 og kl. 10:03 i weekenden. Aldrig har det været mere hyggeligt at stå mutters alene hjemme i stuen og synge. Jeg nyder at være med i et større fællesskab samtidig med at jeg holder god afstand til alle andre end lige mine allernærmeste - helt som vores alle sammens Søren og Mette, Søren Brostrøm og Mette Frederiksen, har bedt os om at gøre det.

Ifølge Stine Isaksen, der redaktør ved Videncenter for sang (der holder til i Sangens Hus i Herning), er der gode grunde til at stemme i fællessangen:
- Lige nu er verden anderledes og det skaber måske angst og utryghed. I historiens løb har vi set, at når vi rammes af en krise, så samles vi omkring sangen. Det så vi da Sønderjylland var under tysk styre i 1864-1920, og vi oplevede det under 2. verdenskrig, hvor mange hundrede tusinde mennesker mødtes til store Alsangsstævner.

Når jeg synger, er jeg til stede i min krop og når jeg ved, at hundredetusinder af andre står og synger sammen med mig eller i al fald samtidig med mig, så har jeg det godt. Jeg glæder mig hver eneste dag til min sangpause i selskab med Phillip Faber, der sidder klar ved klaveret og trækker mig væk fra min hverdag i mit hjem, fra hjemmearbejde, hjemmeskoling og vildtflyvende spekulationer om menneskehedens fremtid.

Stine Isaksen forklarer: - Vi ved, at sang rent biokemisk udløser en masse hormoner, der gør os glade og giver velvære – deriblandt tilknytningshormonet oxytocin, som har betydning for, at vi mennesker knytter bånd til hinanden. For mange er sang hverdagspoesi. Et rum hvor vi kan mødes i fællesskabet og bruge sangen og musikken til at håndtere nogle af de følelser, som vi sidder tilbage med, når vi er revet ud af vores sædvanlige liv og hverdag.

Så når Phillip Faber smiler appellerende og beder mig om at springe op af sofaen for at varme op til fællessang, ja så er jeg på pletten og laver sjove ansigter til højre og til venstre, jeg leger at jeg er på charterferie og suger ind af et meeeeget langt sugerør og roterer pligtskyldigt med hofterne, så jeg er 100 % sangklar!

Phillip Faber er kendt som en kyndig dommer i DR's Klassiskerquiz og som dirigent i DR Pigekoret.
Her er et link til Morgensang med Phillip Faber

DR Pigekorets Facebookside kan man komme med ønsker til dagens morgensange. Mette Frederiksen fik sit ønske om at høre Kim Larsens Joanna opfyldt, og Kronprinsesse Mary ville gerne høre Solen er så rød mor.

Iøvrigt er der jo også masser af mennesker, der i disse Corona-tider helt analogt er begyndt at synge og klappe sammen i baggårde, fra deres altaner og henover hækkene i forstæderne. Poul fra 2. sal spiller guitar, Stine med den stærke stemme sætter tonen an og Gerda, Morgens, Alexander og alle de andre i gården synger med på With a little help with my friends.

Har du efter Corona-tiden fået lyst til at synge mere, har vi her på Kulturium bibliotek et forløb på tre mandag formiddage i juni måned, hvor vi mødes og synger skønne sommersange sammen. Vi håber på godt vejr, så vi kan sidde og synge sammen i bibliotekets smukke Byhave.

Se mere om Fællessang og Samtale her