Du kan da strikke, kan du ikke?

Ja ja, jeg ved det godt. Det er mega trendy at strikke, og man bliver både et mere helt menneske og meget glad af at strikke. Og alle gør det. Alle vegne. Til møder, i toget, foran tv´et og på bænken i parken. Men jeg kan altså ikke strikke.

Mine tidligste erindringer om at sidde med garn og pinde i hænderne ligger helt tilbage til min folkeskoletid. Her skulle jeg - sammen med mine klassekammerater -  lære at sy og strikke i faget håndgerning (som det hed dengang i 80´erne på Østre Skole på Bornholm).
Her var første prøve at strikke et halstørklæde i gode, glade farver på pinde størrelse ekstra large. Og det gik sådan set meget godt … i starten… men så var det, som om det tog fart, og pindene fik deres eget liv. Og det tørklæde, som var tiltænkt at have en lang og smal facon, endte med at ligne noget, en giraf kunne flytte ind i; smalt foroven og så bredere derned af.

Det var forfærdelig pinligt, og ud over de obligatoriske strikkede sokker i gymnasietiden har jeg ikke strikket siden.

Men det ændrer ikke ved det faktum, at snart sagt alle strikker, og strik er blevet til mode. Noget som vi her på Kulturium Bibliotek godt har bemærket, og allerede i 2010 besluttede biblioteket derfor at skabe et mødested for mennesker med interesse for at strikke. Det betyder, at onsdage i ulige uger mødes en gruppe mennesker i fællesskabet ”På Pinden” til strik, snak, småkager og hygge.

Bøger om strik og tendenser

At strik er mode, viser sig også i antallet af strikkebøger, der udkommer hvert år. Mængden af udgivelser er støt stigende, og vi mener selv, at vores samling af bøger er både vedkommende og repræsentativt for Ishøjs strikkeentusiaster.
Titlerne er meget varierede og spænder lige fra ”Mulm og mørke: strik” - Ni opskrifter på trøjer i mørkt garn til kvinder, over ”Sokkebogen: strik sokker med mønstre” - 23 opskrifter på strikning af sokker med striber, mønster eller struktur, til ”Lidt farve på drengen: strikket herretøj med farver og mønstre”.

Det er blandt andet også derfor,  vi i Biblioteksklubben Salonen har valgt at sætte yderligere fokus på strik, bøger om strik og det Zen, der kan opstå ved at strikke.

Det lillebitte strikkeshow

Onsdag den 6. november kl. 19-21 kan vi derfor smække pindene op for Camilla fra ”Det lillebitte strikkebogsshow”, der rejser landet rundt med kufferterne fyldt med de lækreste strikkebøger.  Camilla er bibliotekar, anmelder og strikkebogsentusiast, og hun vil fortælle om alle de skønne bøger og om tendenserne inden for strik. Du får rig mulighed for at kigge, bladre og snakke med undervejs. 

Mød også Malene fra Butikken ’Sanne’s Broderi & Strik v/Malene og Sanne’ på Taastrup Hovedgade 79 i Taastrup. Hun medbringer strikkekits til bl.a. tørklæder og lidt til børn/baby. Og lidt tilbehør i form af tasker til strikkepinde og hæklenåle.
Herudover tager hun de seneste inspirationshæfter med. Inspirationshæfterne kan man tage med hjem.

Medbring meget gerne strikketøj!

Her i huset glæder vi os meget til at invitere ind til en aften med fokus på strik og novemberhygge. Og vi er naturligvis værter for et passende traktement – for ”Uden mad og drikke, duer strikkeriet ikke”.

Læs mere om arrangementet her, og bestil gerne din gratis billet.

/Wenche