Krimimessen 2016

Programmet for Krimimessen 2016 er løsladt!

26.01.16
Programmet for Krimimessen 2016 er nu løsladt – i år med 200 programpunkter på 9 scener.

I kan godt begynde at glæde jer, for på årets Krimimesse kan I møde nogle af de bedste spændingsforfattere fra hele verden. Mød blandt andre Karin Slaughter og Peter Swanson fra USA, Mai Jia fra Kina, Liad Shoham fra Israel, Matthew Hall og Craig Russell fra England, Steinar Bragi fra Island, Gard Sveen, Thomas Enger og Jørn Lier Horst fra Norge og  fra Sverige Lars Kepler, Mari Jungstedt og Viveca Steen.

Og selvfølgelig er langt de fleste af vores populære danske forfattere også på programmet i Horsens: Sara Blædel, Leif Davidsen, Elsebeth Egholm, Jesper Stein, Anna Grue, Michael Katz Krefeld og Thomas Rydahl. Langt flere end 100 danske og udenlandske forfattere mødes i Horsens.

I 2016 uddeles Krimimessens publikumspris for første gang. Horsens Borgmester, Peter Sørensen, vil overrække prisen, en lille skulptur skabt af den lokale kunstner Filip Møller og som altid uddeler Det Danske Kriminalakademi deres priser. I år modtager Gard Sveen Palle Rosenkrantz Prisen for Den sidste pilgrim og Ane Riel modtager Harald Mogensen Prisen for Harpiks.  Årets debutantdiplom går til Finn Halfdan for Et nødvendigt offer. Dansk Horror Selskab overrækker også deres pris for årets bedste horrorudgivelse.

I år er temaet hævn og retfærdighed. I interviews, foredrag, diskussioner og i en enkelt samtalesalon vil temaet blive belyst. Filosoffen Ole Thyssen vil holde foredraget Retfærdighed eller hævn og DR laver en session med forfatteren Anna Grue og Robert Zola Christensen om Klassisk Hævn.

Se hele det flotte program og få mere information om Krimimessen her:

http://krimimessen.dk/