Vejlepros vandt Smart Parat Svar i Ishøj

6. B fra Vejlebroskolen kom et skridt nærmere titlen som ’Danmarks klogeste klasse’, da de den 5. december vandt den indledende Ishøj-runde i vidensquizzen ’Smart Parat Svar’, som blev afholdt på Ishøj Kulturskole

Der var spænding til det sidste, da fem Ishøj-klasser kæmpede om en plads i den regionale runde til vidensquizzen ’Smart Parat Svar’. De fem klasser stillede op med hver deres team på fem elever, som repræsenterede de respektive klasser. Med deres klassekammerater som publikum var stemningen høj, tilråbene opbakkende og de dekorerede heppe-skilte mange. Ishøj Bibliotek og Ishøj Ungdomsskole stod bag den indledende runde i Ishøj, hvor bibliotekarerne Thomas Tiedje og John Fuglø indtog rollen som hhv. vært og dommer, og ungdomskolens David Dieu styrede lyd og lys med hård hånd. 

Fem teams fra tre Ishøj-skoler

Efter seks hæsblæsende runder med spørgsmål om alt fra Harry Potter til Youtubere, vandt Vejlepros fra 6. B på Vejlebroskolen konkurrencen med 11 point over Einsteins Børn og De Kloge Skabninger fra hhv. 6. A og 6. B fra Vibeholmskolen, som hver fik 10 point. Lige i hælene kom Brain Bananas fra 6. A på Vejlebroskolen og Team Spearmint fra 6. A på Ishøj Skole. Alle hold klarede sig flot og eleverne var rigtig gode til at bakke hinanden op både når det gik godt og mindre godt.

Næste stop Nationalmuseet

Joleen, Signe, Emil, Caroline og Metehan, som udgør vinderholdet Vejlepros kan nu se frem til den regionale runde, som løber af stablen den 9. januar på Nationalmuseet i København. Her skal de dyste mod hele regionens dygtigste klasser. Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kr. udspiller sig den 6. februar i Magasinet i Odense, og igen i år afholdes finalen i samarbejde med alle 8 TV2-regioner.

Baggrund

Smart Parat Svar er en læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005.  Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Smart Parat Svar er udviklet af Gentofte Bibliotekerne og er et samarbejde mellem landets biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen og de 8 TV2-regioner.

Materialer