Yoga til din hjemmearbejdsdag

25.01.21
Førstehjælp til den knagende krop.

Værker kroppen af for mange timer ved en ikke helt ergonomisk korrekt hjemmearbejdsplads? Eller får du bare rørt dig mindre i denne nedlukningstid? Yoga er din ven. Det kan gøres næsten hvor som helst og du behøver ikke andet end en måtte, et tæppe eller endda blot en stol til visse øvelser, for at få strakt og styrket din vinterstive krop. 

Selv er jeg rigtig glad for Yoga with Adriene, som er gratis tilgængelig på YouTube. Her er massevis af øvelser og programmer af forskellig varighed, hvor der tages højde for forskellige niveauer og fysisk formåen. Instruktionen er på engelsk, men tempoet er til at følge med i, og ellers kan man jo bare følge bevægelserne.

Til de små størrelser har DR’s Ramasjangs Hjemmeskole også yoga på skemaet. Motor Mille guider til det der er så fantastisk ved yoga – nemlig at man på én gang styrker og afspænder både krop og sind.

Hvis du trænger til at tage en reel pause fra skærmen, kan du jo også vælge at gå frem efter en bog. På Kulturium Bibliotek har vi heldigvis masser af bøger om yoga, som du kan lade dig inspirere af til at få lidt mere bevægelse ind i din hverdag.

Materialer