UPCYCLING af brugt tøj

Vis din kreativitet med din helt egen bæredygtige stil.

Du ved det godt. Genbrug og upcycling er det, der skal til. Med genbrug og upcycling bidrager du til at opnå FN’s 12. verdensmål, som handler om at sikre ansvarligt forbrug og produktionsformer.

At kunne reparere sit eget tøj er noget, der aldrig går af mode. I en tid, hvor forbrugskulturen og tekstilindustrien skaber enorme mængder affald, er det mere nødvendigt end nogensinde at kunne reparere og forlænge levetiden af dit tøj.

Når du lærer at reparere dit eget tøj, kan du undgå at skulle købe nyt tøj hver gang noget går i stykker. På den måde sparer du også dine gode penge. 

At reparere tøj kan give dig en følelse af tilfredshed og stolthed over at kunne noget med dine hænder. Du kan være kreativ og du kan gøre det til en social aktivitet, hvor du kan dele dine erfaringer med venner. Gå i genbrugsbutikker sammen, byt tøj med hinanden og lær hinanden fif til at tilpasse tøjet, så det passer lige til hver enkelts stil. 

Drop-in UPCYCLING af brugt tøj

På fredag klokken 14 - 17 kan du komme med dit gamle tøj og få hjælp til at skabe noget nyt og unikt eller blot få det gamle repareret smukt.

Der vil være eksperttips og teknikker, inspiration og idéudveksling. Tekstilformidler Anne Dorte Johanson sidder klar med symaskiner, nål og tråd. 

Du behøver ikke at være til workshoppen fra start til slut, men kan komme og gå inden for perioden.  

Ingen tilmelding, bare mød op.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
26.04.23