Når en dj fortæller historier

Historier er en del af vores menneskelige erfaring. Fra Homer til Ken Follett - gode historier kan inspirere os, lære os nyt og forandre vores liv. I de gode historier går plot, karakterer, dialog, stemning og sprogets rytme op i en højere enhed. Flere af de samme elementer har gjort sig gældende i den klassiske musikhistorie, især i 1800-tallet, hvor komponister som Dvorak, Smetana og Strauss skabte symfoniske digte, der varierer i tempo, tone og udtryk.

Dj-mix er den moderne musiks svar på klassisk historiefortælling. Et dj-mix består af en række numre, som discjokeyen har udvalgt og sammensat i en nøje gennnemtænkt rækkefølge, hvor tonerne løber sammen, numrene umærkeligt glider over hinanden og tilsammen kan skabe en større fortælling. Det er det som er dj’ens traditionelle force: at kunne cue numre i sit dj-set, så man ikke kan høre, hvornår det ene nummer starter og det andet slutter. Jeg er stor ynder af dj-mix, og har selv leget med interessen på det brugergenerede site Mixcloud, hvor radiostationer, dj’s og wanna bees som undertegnede kan lægge deres egne mix op, kreeret i dagligstuen eller optaget live i natklubben. Soundcloud er et andet site til dette, men dj-mix kommer og som officielle udgivelser fra pladeselskaber med serier som BBC’s Essential-Mix, Dj-Kicks og LateNightTales. 

Dj-mix kan bevæge sig indenfor en enkelt genre, men de bedste mix synes jeg er dem, der bevæger sig musikalsk frit omkring, og hvor vidt forskellige numre pludselig harmonere, fordi de tilsammen skaber en stemning, en rød tråd, og dj’en - som ofte selv er musiker - dermed formår at fortælle en historie.

Det får du et par eksempler på her i et par af mine personlige favorit mix, som rummer både jazz, klassisk, elektronisk musik, rock og verdensmusik. Som det siges: modsætninger mødes og sød musik opstår.

 

Når en dj fortæller historier
20.05.19