Min grønne perle lige rundt om hjørnet

Vestre Kirkegård, mit åndehul.

Tirsdag den 24. august drager biblioteksklubben Salonen igen på tur, og denne gang skal jeg ikke bevæge mig ret langt fra mit elskede Sydhavn for at deltage.

Turen går nemlig denne gang til Vestre Kirkegård, hvor vi sammen skal opleve en af kommunes kirkegårdsvejledere, der vil fortælle om mennesker og gravstene.

Det lyder måske ikke umiddelbart som et af de mest opløftende ting at fortage sig på en mild og god sensommereftermiddag? Men jeg vil på det nærmeste garantere, at det bliver en god oplevelse.

Jeg har nemlig brugt meget tid der - på en bænk – under et træ – med en kop kaffe i hånden. Og jeg er kommet til at holde så meget af området. 

Vestre Kirkegård - Danmarks største kirkegård

Da jeg i sin tid flyttede til Sydhavnen, begyndte jeg ret hurtigt at gå ture rundt i området. At gå er jo den bedste måde at lære at nye ”sted” at kende, og desuden så tænker man så godt, når man går.
Og min tid kom ret hurtigt til at dele sig mellem Sydhavstippen, det rå område med bynatur og udsigt til vand – og så Vestre Kirkegård: et helt anderledes velfriseret og kultiveret stykke natur.

Jeg føler mig meget heldig, at jeg har så store grønne områder at gå ture i lige her midt i København. At jeg har valgmuligheden mellem det rå og det velplejede. Det naturlige og det kultiverede.

Vestre Kirkegård er 537.000m² stor og Skandinaviens største. Den er stor nok til, at der altid er nye ting at opdage når man bevæger sig rundt derinde, og alligevel ikke så stor, at man farer vild. Jeg har for eksempel både set lyskunst Ved Østre Kapel og set eksperimenterede teater hos Sydhavns Teater, der holder til samme sted. 

Jeg har glædet mig over rørende gravsteder med lys, farver og ting at mindes den afdøde ved. Og gået og gjort mig tanker om hvem der egentlig ligger i de statelige gravmonumenter rundt omkring på kirkegården.

Alt sammen oplevelser, der er gode for sjælen.

Og her senest har jeg opdaget, at kirkegården har fået en terapihave, et sted at finde ro og hvile. Den vil jeg glæde mig til at indtage….

Salonen på tur

Skulle du have fået lyst til at opleve Vestre Kirkegård, så er der som sagt arrangeret en vandring på området tirsdag den 24. august kl. 17.

/Wenche

Læs mere om Vestre Kirkegård

Vil du gerne læse mere om Vestre Kirkegård, kan du gøre det her.