Billeder af Louis Jensen og hans bøger 'Hundrede Historier'

Louis Jensen og Verdens Poesidag

21.03.21
1001 Poetiske, vilde og underfundige firkanter

’Der var engang hundrede historier. Og ikke én eneste af alle disse mange historier havde et sted at bo. Derfor måtte de sove ude om natten og klare sig, som de bedst kunne. Men så en dag mødte historierne tilfældigvis hinanden inden i hovedet på en mand, og da de fandt ud af, at de alle sammen var hjemløse, besluttede de, at de i fællesskab ville flytte ind i en bog. Den bog kaldte de HUNDREDE HISTORIER, fordi de lige præcis var hundrede.’ (Fra Hundrede historier, 1992)

Siden 1999 har FN’s UNESCO fejret Verdens Poesidag d. 21. marts. Tanken bag poesidagen er, at støtte sproglig mangfoldighed og poetiske udtryk. En smuk tradition, som biblioteker, skoler og kulturinstitutioner over hele verden fejrer.

Børnebiblioteket vil i år gerne benytte lejligheden til at mindes forfatteren Louis Jensen, en helt unik og sprogligt opfindsom poet, som desværre gik bort for nylig i en alder af 77 år. Blandt meget andet blev Louis Jensen kendt for sit ambitiøse og originale projekt med de 10 bøger med ’100 historier’ hvoraf den første udkom i 1992 – den sidste med kun én historie, nr. 1001, kom i 2016.
Og hvad kan være bedre på Verdens Poesidag end at nyde en håndfuld af de finurlige, tænksomme og poetiske små firkanter og så sende en tanke til Louis Jensen, hvis ord vil leve videre i alle hans værker.

Glædelig Poesidag

’Engang fløj hundrede hvide fugle hen over en skov. Hver fugl havde en historie med. Den var skrevet på vingernes fjer. Ét sort bogstav på hver fjer. Men så skød en mand med sit gevær efter fuglene, og de tabte alle historierne. De faldt ned i skoven, men nu sidder de hér inden i bogen på hver sin hvide side, som krager på en snemark. Hvordan de kom ind i bogen? Det er en hemmelighed, som jeg aldrig fortæller.’ (Fra 100 splinternye historier, 2000)

’En to hundrede gang var der en sol med et nøglehul midt i, og en stige, der førte op til solen, og en dreng med en nøgle. Og da nøglen passede ind i nøglehullet gik drengen op ad stigen, åbnede solen og gik indenfor.’ (Fra Hundrede nye historier, 1995)  

»En to hundrede og nioghalvtredsindstyvende gang var der en grøn dør. Bagved var kærligheden. Og kom man først gennem døren, så stødte man ind i kærligheden ligegyldigt, hvor man gik hen. Den var over det hele: Den sad i træerne, den lå på vandet, og når man så ind i hinandens øjne, så stod kærligheden og stavede til sig selv både forfra og bagfra. Men hvordan åbner man døren? Der er jo hverken nøglehul eller håndtag! Ikke engang hængsler«. (Fra 100 splinternye historier, 2000) 

’En otte hundrede og fireoghalvfjerdsindstyvende gang var der fuglen og fuglens sang. Hvad var der mere? Kun fuglen og dens sang. Ikke mere? Fuglen og dens sang er nok.’ (Fra Hurra og velkommen – Nye firkanter, 2014)

 

Foto: Billede af Louis Jensen: Fra Wikipedia - Fotograf: Bengt Oberger.