Læs dig rundt i Danmark

Da familien Andreasen fik bil

Da jeg var omkring de otte år, købte mine forældre deres første bil.  Det var en Vauxhall Chevette 3 Door, den var bordeaux og havde plads til det meste af en stue omme bagi. 

Jeg kan huske mine forældres store glæde over at have fået råd til en bil. Fornemmede deres stolthed.  

Nogle år efter købet blev det besluttet, at vi skulle på tur rundt i Danmark for at hilse på min fars brødre, som boede i hhv. Esbjerg og Nykøbing Falster. 

Så der blev pakket telt, campingudstyr, tøj og ting til fire personer: min far, mor, storesøster og jeg. 

Og hermed var vores første bilferie en realitet. 

Det blev en fest! 

Jeg kan ikke huske så forfærdelig meget fra den ferie. Men jeg kan erindre mig, at jeg territorial-skændtes med min søster på bagsædet.  

Og at det altid regnede, når vi (mine forældre!) skulle pakke villateltet sammen for at køre videre.  

At min storesøster fik et hysterisk anfald, fordi hun ikke gad høre Povl Dissing, og at min far insisterede på at høre sangen ’25 minutter endnu’ fra ende til anden.  

Jo, vi havde også bilradio! 

Og at vi så Elvira Madigan og Sixten Sparres gravsted på Tåsinge (en stor oplevelse for sådan et lille romantisk pigebarn som mig ….). 

Men mest af alt kan jeg huske den store frihedsfølelse, jeg oplevede ved at sidde der på bagsædet og kigge ud på kornmarkerne. 

Hvordan genskaber man sådan en følelse? Kan det egentlig lade sig gøre? 

Kan man rejse i ånden - og kigge ud over vidder - uden at bevæge sig? 

Det enkle, lidt fortærskede, svar er ja! 

Læs dig rundt i Danmark 

Med en bog kan du altid bevæge dig. Du kan rejse i tid og rum, over store afstande og med præcis den hastighed og med de drømme intakt, som du ønsker dig. Litteratur kan flytte dig steder hen og vække minde. 
Om den første bilferie. Den første gang du så Vesterhavet, smagte en softice i Gudhjem og sneg dig til et kys i Ringe. 

Jeg har udvalgt nogle titler til læseinspiration, som geografisk matcher min egen erindring.  

Du kan læse om det at være barn og menneske i 1970´erne. Og at være på roadtrip – en væsentlig faktor. 

Så tag med mig rundt i dele af litteraturens Danmark, og find eller genfind måske dine egne minder.  

Der er nok bøger og minder at tage af. 

Tag på roadtrip – for s….! 

Esbjerg

Falster

Elvira Madigan

Roadtrip

Barndomserindringer – 1970-1979