Kvinden der samlede verden
Mosmider har aldrig rigtigt været mig...
Pjat jeg anede ikke at de fandtes. Men det gør jeg nu og det er ikke en dag for sent.
Forfatter og billedkunstner Eva Tind har skrevet endnu en magisk roman om videnskabskvinden Marie Hammer, en roman som man bliver draget ind i, mosmider eller ej.
Eva Tind skriver fantastisk godt og formår at gøre det videnskabelige og måske ved første øjekast tunge, legende let og dybt interessant. Til jer der kender hende i forvejen, så ved I at hun skriver smukt og formfuldendt. At hendes personregistre altid er fyldt med stærke, kunstnerisk eller fagligt kompromisløst søgende mennesker, der har en drøm, som de udlever. Det er skønt at møde sådanne ildsjæle.
Marie er allerede som barn meget interesserede i naturvidenskab og hele indledningen i Kvinden der samlede verden, er helt vidunderlig. Det er en vidunderlig intro til Maries liv. Marie og hendes velbegavede søskende har en barndom, hvor der er plads til at dygtiggøre sig, at spørge og altid få intelligente svar. Hurtigt viser det sig at Marie og hendes tvillingsøster Aase er naturvidenskabeligt begavet. Og efter gymnasiet begynder Marie at læse zoologi.
På universitetet får Marie interesse for mider og allerede tidligt i sin forskerkarrierer har hun en teori om at alle kontinenterne har været landfaste med hinanden. Hun rejser hele verden rundt i hele sit liv og er bla med på en af de store Grønland ekspeditioner med Knud Rasmussen. Hun lever og ånder for sin forskning.
Og så skulle man måske tro at hun levede det vilde nørdede forskerliv, og forsagede det verdslige, men nej. Samtidig med forskerkarrierer får hun fire børn med sin mand og livsledsager Ole Hammer.
”Vil du giftes med mig har jeg to krav” siger Marie, da de mødes og Ole frier til hende.
1. Jeg vil have børn
2.Du må aldrig stille dig i vejen for min forskning.
Og sådan bliver det.
I månedsvis år efter år rejser hun rundt på alle kontinenter og indsamler mider og driver banebrydende forskning, om hvorvidt jordens kontinenter har været forbundne, mens mand og børn er hjemme i Danmark og det er usædvanligt for den tid og ret fedt.
Kvinden der samlede verden, er en vidunderlig roman om en kvinde der er forsker på højeste niveau, en kvinde der i den grad realiserer det almene, en kvinde med saft, kraft og lidenskab.
Jeg er begejstret!
Hvis du tænder på glemte forskere og videnskabskvinder, historiske oversete personer i det hele taget eller kunstnerens muse, så kunne Christina Hesselholdts: Vivian, Kristina Stoltzs: Cahun, Jesper Wung-Sungs: Kvinde set fra ryggen, eller Christina Englunds: Slugt, være noget for dig. Det bliver kaldt exo- fiction og er det nye sort inden for litteratur.