Kvinde Kend Din Historie (…endnu bedre!)

Jo mere vi kan spejle os i fortiden, jo bedre kan vi forstå vores nutid

Vi er mange, der glæder os til at opleve Gry Jexen fortælle om sin bestseller Kvinde Kend Din Historie onsdag d. 9. marts her i Ishøj. Faktisk er vi så mange, at arrangementet er blevet flyttet fra Kulturium bibliotek til Kulturium Musikteater. Det er stadig kl. 19 og det er stadig gratis.

I Kvinde Kend Din Historie zoomer Gry Jexen ind på 50 meget forskellige danske kvinder, der har levet i Danmark i de seneste 500 år. Nogle af kvinderne er oversete kunstnere eller sportsudøvere, nogle har bedrevet banebrydende forskning mens andre har levet et – udefra set – mere stilfærdigt, men ikke mindre betydningsfuldt liv.

Portrætterne viser kvinders arbejdsliv, begær efter viden, forældreskab, sportslige ambitioner, økonomisk tæft og higen efter magt og indflydelse. Alle temaerne går igen i vores liv i dag.

Historien er levet af såvel mænd som kvinder, men kvinder er oversete i historiebøgerne. Skal vi opnå ligestilling i vores tanker og handlinger nu og i de kommende generationer, har vi brug for en større historisk bevidsthed om kvinder liv, pointerer Gry Jexen. 

Glæd dig til en spændende, tankevækkende, oplysende og underholdende aften i selskab med historiker Gry Jexen.

Bestil din billet til arrangementet "Kvinde kend din historie", Kulturium Musikteater, Ishøj Østergade 28.

Gry Jexen er historiker og driver Instagramprofilen Kvinde Kend Din Historie og podcasten af samme navn. Hun modtog podcastprisen 2020 i kategorien Årets Nørderi.