Kontroversiel kærlighed

Om kærlighedens skyggesider i litteraturen.

Ikke alle kærlighedsromaner er lige lyserøde. Nogle er endda kulsorte af forbudt begær og forkvaklede følelser. Listen herunder rummer bøger, der kan vække både forargelse og fascination, og hvis kærlighedshistorier falder uden for samfundets normer og seksualmoral. Flere af dem regnes for klassikere, på trods af, eller måske netop på grund af at deres indhold med både nutidens og datidens øjne regnes for dybt kontroversielt.  

Lolita af Vladimir Nabokov 

Forholdet mellem den midaldrende Humbert Humbert og den 12-årige Dolores Haze i Vladimir Nabokovs roman “Lolita” fra 1955 er dybt problematisk. Ja, det er jo et pædofilt overgreb, det handler om. Når romanen både i sin samtid og i nutiden har vakt debat, skyldes det selvklart netop spørgsmålet om denne relation. Æstetiserer Nabokov pædofili? Eller ligger der i fortælleformen en subtil kritik af den forstyrrede Humbert Humbert? Romanens særlige finesse er nemlig, at den nærmest får læseren til at holde med Humbert Humbert. Han bedrager læseren, ligesom han bedrager sig selv til at tro, at det han foretager sig er forsvarligt. 

Elskeren af Marguerite Duras 

En 15-årig pige der indleder et kærlighedsforhold til en 12 år ældre mand lyder som et kontroversielt udgangspunkt for en roman - særligt når den unge pige henvises til som “barnet” og hendes relation til den ældre mand er præget af hendes, til dels frivillige, underkastelse. “Elskeren” af Marguerite Duras, som baserer sig på forfatterens egen første kærlighedserfaring, regnes dog for stor romankunst - særligt på grund af Duras’ sproglige og fortællemæssige greb, der blandt andet kredser om erindring, sanselighed og kvindelig seksualitet. 

En lykkelig slutning af Maren Uthaug 

Om man kan kalde det et kærlighedsforhold når den ene part ikke længere trækker vejret er nok tvivlsomt. Alligevel forelsker Nicolas, i Maret Uthaugs bedemands-slægtsroman “En lykkelig slutning”, sig i en død kvinde. Nekrofilien er dog ikke blot et kontroversielt tema, men bruges her af Uthaug til at skubbe til grænserne for, hvad kærlighed kan være - også selvom den er forkert. 

Venus i pels af Leopold von Sacher-Masoch  

Historien om Severin, der villigt underkaster sig sin elskedes dominans, regnes for erotisk klassiker idet dens forfatter, Leopold von Sacher-Masoch, lagde navn til begrebet masochisme - det at opnå seksuel nydelse ved at underkaste sig sin partners fysiske og psykiske dominans. I dag er “Venus i pels” nok bedst kendt for netop dette, og romanen kan med fordel læses som kuriøs seksualhistorisk underholdning.