Kærlighedserklæring til en ven og til livet

Må man sige” Godt det ikke er mig”, når ens bedste veninde får konstateret Amyotrofisk lateral sklerose, bedre kendt som ALS?

Det mener forfatter Signe Langtved Pallisgaard godt man må og hun ved altså noget om det. 
Signe er nemlig lige udkommet med sin roman nummer to ” Alle de liv”, der handler om de to veninder Emilie og Solveig der tager ud på en sidste rejse sammen, en fiktiv historie om hvad der ville have sket hvis Emilie ikke var blevet syg og ikke mindst historien om den skyld pårørende kan føle over at være raske og i live. 
Så Signe ved noget om det at føle skam og skyld, om at være bedsteveninde til en alvorlig syg og om lære at leve med det på trods.

Signe Pallisgaard kommer til Ishøj Bibliotek tirsdag d. 20 marts 2018 og vil bl.a. fortælle om hendes nye roman ” Alle de liv” og om den dag hendes allerbedste veninde fortalte at hun havde en uhelbredelig sygdom, som man gennemsnitlig lever 2-4 år efter at diagnosen er stillet.
Vi vil tale om, hvordan man er sammen med et menneske, man ved ikke bliver gammel. Hvordan man håndterer det at have en fremtid og tale om den, når ens allerbedste ven ikke har det privilegium.  Hvordan man arbejder med skyld og skam over at leve (i bedste velgående). Og det at håndtere spørgsmålet hvorfor blev det hende og ikke mig? Hvad har jeg gjort, siden det er mig der slap? 

/Marianne                                                                             

Hør podcast fra arrangementet her.