Franske fristelser

Parlez-vous francais? Oui, oui. Un peu!

Da jeg var i begyndelsen af 20'erne boede jeg i Paris. Vi er tilbage midt i 1980'erne. Mit 'hjem' var et lille, spartansk loftsværelse uden varme. En gang om ugen gik jeg ned på det lokale posthus og ringede til mine forældre fra en lille telefonboks, mest for bare at bekræfte, at jeg var i live. Tog de ikke telefonen ventede jeg til næste uge. 


Jeg havde forskellige småjobs med at gøre rent og passe børn, men brugte ellers det meste af min tid på at læse og på at udforske Paris til fods. Jeg gik og gik og gik. Trængte jeg til en pause, fandt jeg en hyggelig café, hvor jeg valgte den billigste kaffe på menukortet, der så blev indtaget i minimale slurke over et par timer eller tre. Jeg tilbragte også mange timer i Pompidoucenterets (dejligt opvarmede) bibliotek, hvor jeg - au francais, naturellement - kæmpede mig gennem bøger af Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Fredag aften gik jeg tit forbi Virgin Megastore på Champs Élyssée og lyttede til musik. Det var en dejlig tid. Jeg er aldrig blevet helt god på fransk, men min kærlighed til byernes by Paris og fransk litteratur og kultur er intakt. 


Den første franske bog, jeg  som barn stiftede bekendtskab med, var den berømte børnebog Den lille prins af Antoine de Saint-Exupery (1900 - 1904). Det er en livsklog, poetisk fortælling om en lille prins, der med sin ven ræven tager på dannelsesrejse rundt i verden. Den lille prins minder os om, at det ikke ikke er nok at være klog i hovedet: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. 


I 2013 udkom Delphine De Vigans (født 1966) autobiografiske roman Alt må vige for natten på dansk.  I bogen  tegner Vigan et sublimt romanportræt af en skrøbelig kvinde, nemlig De Vigans egen mor, der var psykisk syg og som i 2008 begik selvmord. Delphine de Vigan kredser i sine romaner om det selvoplevede, og hun er - med god grund - blevet kaldt for autofiktionens dronning.  Alt må vige for natten er en af de bøger, jeg aldrig glemmer, simpelthen fordi den er så eminent skrevet. Stærk, personlig og skåret helt ind til benet, men aldrig pinligt privat. 

Annie Ernaux (født 1940): Årene, der udkom på fransk i 2007, er netop blevet oversat til dansk. I Årene tegner Ernaux et generationsportræt af livet i Frankrig fra efterkrigstiden over studenteroprør og seksuel frigørelse til globalisering og nye familieformer frem til 2006. I Årene undersøger Ernaux, hvordan de private historier - med afsæt i hendes eget liv - er knyttet sammen med den store samtidshistorie. På den måde bliver Årene også en undersøgelse af, hvad og hvordan vi erindrer. Årene skal læses langsomt og nydelsesfuldt, for Ernaux skriver meget detaljeret og fortættet, i visse passager næsten som poesi. 

Michel Houellebecq (født 1958) er en af Frankrigs mest læste forfattere, elsket og hadet, spektakulær og kontroversiel. Siden romandebuten i 1994 med Udvidelse af kampzonen har Houellebecq leveret en række kyniske, kuldslåede og samtidig knivskarpe samfundskritiske beskrivelser af det modernes menneskes mangel på nærhed, lykke og mening. Antidepressiver, seksuel vold, religonskritik, desillusion og mismod går igen. I Serotonin, Houellebecqs seneste roman, møder vi den 46-årige antihelt Florent-Claude Labrouste, der dopet af antidepressiver leger med tanken om at slå sin smukke, 20 år yngre kæreste ihjel. Han længes efter en kvinde, han virkelig kan elske. Det er ikke just opløftende læsning, men det er uhyre velskrevet og på en paradoksal måde også ganske underholdende. 

Tirsdag d. 12. oktober kl. 11-12 er der Litterær inspirationscafé på Kulturium Bibliotek. 

Bibliotekar Anne Munch Terkelsen fortæller om fransk litteratur og anbefaler franske bøger (oversat til dansk!).  

Det er gratis at deltage.

Bestil din billet til Franske Fristelser