Filmstriben - bibliotekernes Netflix?

HBO, Netflix, Prime Video, C More og Viasat. Streaming-tjenesterne har indtaget Danmark og har ændret danskernes forhold til tv. Og så er der bibliotekernes streaming-tjeneste Filmstriben.

For bare ti år siden var streaming et ukendt fænomén på filmområdet. Jovist, man kunne se klip af tykke mennesker der faldt på snuden og musikvideoer på YouTube, men egentlige film var noget man stadig lejede i Blockbuster, lånte på biblioteket - eller som nogen downloadede ulovligt. Men med hurtigere internet-hastigheder, smart-tv, iPads, mobiltelefoner, Chrome Cast og Apple TV er streaming - at du via din netforbindelse ser, hvad du vil, når du vil - blevet den nye indikator i danskernes tv-vaner, fremfor det gammeldags flow-tv - tv-pakker og programmer, der sendes på bestemte tidspunkter.

Filmstriben er bibliotekernes on-line streamingtjeneste. På linje med eReolen, der tilbyder e-bøger og lydbøger, kan du på Filmstriben streame film og tv-serier, men Filmstriben kan ikke sammenlignes med eksempelvis Netflix. Først og fremmest er Filmstriben gratis (for brugerne) - og som borger i Ishøj Kommune har du ubegrænset adgang til indholdet. Indholdet varierer på grund af licensrettigheder af om du vælger at se film(ene) på KULTURIUM BIBLIOTEK eller derhjemme. 

På Filmstriben finder du danske serier som “Broen” og “Arvingerne” - eller julekalender-serier som “Den anden verden” og “Pagten”. Filmstriben indeholder også et stort antal danske kort- og dokumentarfilm for børn og voksne, hvoraf nogle af sendt på DR. Mød for eksempel Michael Kvium - der netop har udstillet på Arken - i portrætfilmen “Det skinbarlige øje”, se historien om Københavns Rådhus i “Et rådhus til alvor og fest” eller se en af de første film om besættelsen, “Danmark i lænker” fra 1945.

Har du børn - eller børnebørn - er der også andre gode ting at komme efter: Se eller gense blandt andet Kim Fupz Aakenson’s pragtfulde tegnefilm-serie “Sallies historier”, hvor Peter Frödin lægger stemme til. Eller følg pigerne til træning i Fremad Valby i serien “Fodboldpigerne”. Dertil kommer en lang række dokumentar- og spillefilm fra udlandet, både smalle og brede.

Så Filmstriben er ikke Netflix. Filmstriben er sin egen.   

/Thomas

Filmstriben bibliotekernes Netflix
02.02.18