Et digt er et digt er et digt

Selvfølgelig kan du læse en digtsamling

Tænker du, at digte slet ikke er dig? At du aldrig har fået noget ud af at læse et digt, at de er svære og uforståelige? Jeg vil alligevel forsøge at omvende dig, så du er forberedt når du skal i gang med denne måneds udfordring i Litteratur Bingo. 

Personfølsomme oplysninger: Klaus Lynggaard

Forleden hørte jeg Klaus Lynggaards digtsamling som lydbog, indlæst af Lynggaard selv. Det var en fin, intens oplevelse. Klaus Lynggaard er lige blevet 60, og jeg har kendt han siden han udkom med ungdomsromanen Martin & Victoria tilbage i 80’erne. Han har været musikskribent og anmelder i årtier, og nu her sidste år udkom han med denne digtsamling. Og det gør ondt, jeg synes jo jeg kender ham så godt. ”Personfølsomme oplysninger” handler nemlig om hans kræftforløb. Det er sårbare erindringsglimt, beskrivelser af at have lungekræft, følelsen af vrede, opgivenhed, og tanker om fremtiden. Man bliver placeret lige midt i det hele, begyndende med, at lægen vanvittigt ufølsomt siger: ” Vi har fundet en tumor i din højre lunge. En ordentlig en. Hvad siger du så?”. 
Indrømmet det er ikke morsom læsning, men det er alligevel en digtsamling der gør en klogere på liv og død.
 

Dyr med næb ordnet efter antal vinger af Birgitte Krogsbøll

Du kender det sikkert, måske er du en listemager eller måske er din ægtefælle, chef, nabo. Der er bare mennesker der elsker at lave lister. Jeg har en lille smule af det, jeg kan sagtens finde på at lave en to-do-liste til mig selv, bare for at skabe lidt struktur og overskuelighed i mit liv.
Forfatter, poet og overlistemager, den super legesyge Birgitte Krogsbøll laver lister og det er simpelthen de sjoveste, mest vanvittige, finurlige lister man kan forestille sig.  Da jeg hørte hende læse op fra listerne første gang, var jeg vitterligt helt færdig af grin. Det er den skønneste sammenfletning af leksikale opslag og systematik. Er det digte? Jovist, det kan det godt være. 
En liste kunne fx være ”dobbeltdyr ordnet efter antallet af ben, stigende orden. 1. Hønsehund 2. Zebrafisk.” Og en anden liste kan være ”dyr med næb ordnet efter antal af vinger, faldende orden. 1. Fugle. 2. Blæksprutter”
God fornøjelse med dine egne lister! 
 

Samlede digte af Eske K. Mathiesen

Eske K. Mathiesen kommer ind på en top tre over mine danske yndlingspoeter. Han er født i 1944 og har altid skrevet så vidunderligt om naturen og mennesket. Jeg tror han har været grøn økodigter lang tid inden sådanne fandtes. Han er sådan en stille digter, ingen store armbevægelser, han lever det stille liv med stor sympati for natur, stille eksistenser, og den lille ”mand”.
Hos Mathiesen forelsker regnormen sig i et snørebånd, og vi har glemt forglemmigejens sted og hvad siger du til dette sjove digt:

 Hver aften kontrollerer jeg,
at alle stjernerne og planeterne er på deres pladser. 
Det er ikke et embede, jeg har,
eller noget jeg får penge for, og tit er det 
som at tælle hårene i vinterharens pels. 
Men nogen skal jo gøre det. 


Og hvis synes, lyrik er lidt svært, har Eske Mathiesen et råd: ”Digte er som skulpturer, der er tromlet fuldstændig flade”.  
 

Barnevognshaiku af Rasmus Nikolajsen 

Et haikudigt er en japansk lyrikform der består af 17 stavelser. Digtet er fordelt i tre grupper (linjer) med henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser. Digtet skal foregå i nutid og indeholde noget natur.  Digtet skal beskrive stemninger, lyde, følelser og syn med få ord. Her er eksempel på Haiku jeg lige har digtet: 

Gråt i gråt derude
Længes efter forår nu 
Fuglefløjt gør glad


Forfatter og poet Rasmus Nikolajsen har fået barn, og han går masser af ture med den lille ny, og hvad får man eller tiden til at gå med, når man time efter time hverdag promenerer gader og veje tynde? Man skriver selvfølgelig Barnevognshaiku. Det er der komme denne søde og livsbekræftende lille sag ud af. 
Smukke, enkelte digte om det allerstørste i livet, det søde små skrige-skinker. Hvis du er nybegynder inden for digtlæsning, er dette helt bestemt et godt bud. 
 

Æg af Shekufe Tadayoni Heiberg 

ShekufeTadayoni Heiberg er en ung litteraturformidler, forlægger, oversætter, forfatter og lyriker der hedder. Hun er især kendt for sine oversættelser af persisk poesi men også for hendes smukke værk ”Æg”. Den er udkommet på hendes eget mikroforlag, hvilket i sig selv er sejt.  Det er en dejlig samling af digte om at være mor og det lige fra undfangelsen til fødslen.  Æg er poetisk og cyklisk, altså en masse gentagelser, men sådan er det jo også at være kvinde og blive mor. Veerne der skyller ind over en igen og igen, opvasken der vaskes op igen og igen. Det er en digtsamling der lægger op til at kvinder skal finde sammen og dele deres erfaringer som kvinderne i generationen før min gjorde i basisgrupper. Her er et af hendes livsbekræftende og sjove digte:

Et æg er en bolig
Møbleret
Minibaren fyldt op