En bog fra fjerne himmelstrøg

Langt væk og så alligevel tæt på

I arbejdet med at finde bøger til denne måneds Litteraturbingokategori ”En bog fra fjerne himmelstrøg”, slår det mig, hvor få bøger af ikke-vestlige forfattere jeg faktisk har læst, sådan i det hele taget. Dels kan det vel skyldes udvalget af oversat litteratur fra ikke-vestlige lande, dels handler det nok også om, hvad jeg bliver præsenteret for og dermed finder interesse i.   

Hvis du har det på samme måde, så kan det være denne måneds kategori er noget for dig. Jeg har gravet de bøger frem, jeg trods alt på det seneste har læst af ikke-vestlige forfattere, og en enkelt, som jeg ejer, men endnu ikke har fået læst. Jeg tror det er en vigtig udfordring at give sig selv, for skønlitteratur kan om noget være en nøgle til forståelse og indsigt i andre måder at tænke på, men også til at finde genkendelse i noget, som man egentlig troede var fremmed og utilgængeligt…   

Umami af Laia Jufresa 

”Umami” foregår i Mexico City i starten af 00’erne. Det er en multiplotfortælling med udspring i boligkvarteret Klokkehusene, hvor alle karaktererne bor. For hvert kapitel skifter synsvinklen, så man som læser både kommer omkring den ældre enkemand Alfonso, den unge, skrøbelige Marina, tolvårige Ana og hendes lillesøster Luz. Romanen hopper frem og tilbage i tid, til før og efter Luz druknede. Det er en roman om sorg, om hvordan man bærer den og lever med den, men det er også blot et billede af livet, som det leves på kryds og tværs i et moderne Mexico City. Man lærer undervejs også en del om mayaernes havedyrkningsmetoder og om den femte grundsmag - umami.     

”Døgnkioskmennesket” af Sayaka Murata 

Keiko er 36 år og har arbejdet 18 år i den samme døgnkiosk i Tokyo. Hendes krop og tanker er tilpasset døgnkioskens rytme og behov, og selv når hun ikke er på arbejde summer døgnkioskens lyde i hendes hoved. Keiko tænker ikke som andre, hun er nøgtern i sin tilgang til verden og ret uforstående over for andres følelsesmæssige reaktioner, uden dog at være ufølsom. 

Gennem hende kan man som læser betragte, hvordan et ellers tilsyneladende frit og moderne samfund jo stadig har normer, der stiller nogle i bund og grund ret absurde krav til mennesket. Fordi Keiko er ugift og løst ansat har andre svært ved at acceptere hende, hun er en anormalitet. Det pointerer den ellers ret usympatiske Shiraha, der efter en kort ansættelse i døgnkiosken flytter ind hos Keiko. Det er egentlig en ret kritisk roman, der udfordrer det moderne samfunds implicitte krav om enten at stifte familie eller få et selvrealiserende job og om, i det hele taget, at være i konstant udvikling. 

  

Secondhand-tid af Svetlana Aleksijevitj 

Geografisk set er Hviderusland ikke så langt væk som Mexico og Japan, men mentalt er der en kæmpe forskel på, om du er vokset op i en velfærdsstat eller under et totalitært regime. ”Secondhand-tid” står i min bogreol og venter på at blive læst. Jeg var fascineret af hviderussiske Svetlanas Aleksijevitj’s ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, der, ligesom ”Secondhand-tid”, er sammensat af vidnesbyrd fra en masse forskellige mennesker, der har levet i og oplevet det sovjetiske samfund indefra. I ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er det kvinder, der har haft krigen tæt inde på livet under 2. Verdenskrig, i ”Secondhand-tid” er det mennesker fra hele det tidligere Sovjet, der på meget forskellig vis reflekterer over tiden efter Sovjetunionens opløsning. Med paletten af virkelighedens stemmer tegner Aleksijevitj et billede af den sovjetiske erfaring. Modsat den klassiske historiefortællings store linjer, får man hos hende adgang til menneskeskæbnerne bag de store historiske begivenheder i en særegen blanding af skønlitteratur og journalistisk reportage. 

Læs mere om hvordan du er med til Litteraturbingo