Elsker du også bøger?

03.06.21
Bøger om bøger, til dig som elsker gode historier.

Fortab dig for en stund i 3 bøger om bøger, om biblioteker og om historier. Om hvad historierne og bøgerne betyder, hvor meget de drager os, og måske hvor farlige de kan være. 

Alle tre bøger er på engelsk og kan læses med eReolen Global.

The Starless Sea af Erin Morgenstern

The Starless Sea er en anderledes, god og spændende fortalt historie i en historie i en historie om alle historier. Om hvor langt man vil gå for at stoppe en historie fra at få en afslutning. Om kærlighed og venskab. Om døre. Om et kæmpe bibliotek langt langt under jorden ved det stjerneløse hav. Om historiernes vogtere og historiefortællere.

The Starless Sea kan læses og lyttes med eReolen Global eller lånes på biblioteket.

The Binding af Bridget Collins

Hvad ville der ske hvis historierne i bøgerne blev LEVENDE for dig mens du læser dem? Hvis historierne var minder, som var bundet i en bog, så du kunne genleve mindet igen og igen? Eller bundet i en bog for at hjælpe dig med at glemme en traumatisk begivenhed i dit liv? Hvad hvis nogen solgte deres historier for at få penge til at købe mad? Og hvad hvis andre tvang deres ofre til at fortælle deres historier, så de kan genlæses af gerningsmanden eller sælges videre?

The Binding er en overraskende historie, der også handler om kærlighed, venskab og hvor svært det kan være at bryde med normerne og ens families ønsker.

The Binding af Bridget Collins kan læses og lyttes med eReolen Global eller lånes på biblioteket.

The Invisible Library af Genevieve Cogman

Heltinden, i denne hæsblæsende spændende fantsay serie, er en bibliotekar. Det hele starter dog med et bogtyveri, og dem er der flere af gennem hele serien. Men serien handler også om at have ordet i sin magt, om dektektiven over dem alle, om det usynlige bibliotek, om magi, om drager, og lidt om kærlighed.  

The Invisible Library kan læses med eReolen Global.

Materialer