Den inderste kerne

En roman om Danmarks første kvindelige seismolog Inge Lehmann. 

Jeg havde aldrig hørt om hende og det er tankevækkende, hvor mange oversete og glemte kvinder, der er gledet ud af historien, kvinder som nu pludselig får plads i romaner, får anerkendelse og bliver fortalt om.   

I den nyligt udkomne "Kvinde kend din historie" af Gry Jexen, præsenteres vi for 50 kvinder, der ikke har været en kollektiv del af vores fælles historie, men alle er røget ud på et sidespor, blevet mødt af tavshed, forbigået og underrepræsenteret på bekostning af mænd. Og Salonen får besøg af hende til marts næste år!!   

Tilbage til "Den inderste kerne", som jeg synes er en formidabel, spændende, rørende, velskrevet roman.  

Vi følger Inge Lehmann som er et usædvanligt godt begavet barn, født ind i en velstående akademisk familie. Hurtigt viser hun stort talent for matematik og efter studentereksamen kommer hun til Cambridge. Der viser det sig dog hurtigt, at hun ikke kan modtage den samme undervisning som hendes mandlige medstuderende, at hun bliver nærmest opfattet som en gæst på fakultetet, ikke må benytte biblioteket og kun må ses med vejledere og andre mænd, hvis hun har anstandsdame med. Med det håbløse system, og lutter selvstudier brænder hun helt sammen og må svækket tage tilbage til Danmark. 

Hele hendes liv bevæger hun sig mellem det helbredsmæssige skrøbelige og det sindssygt robuste og stædig.    

Inge Lehmann har opdaget noget revolutionere, at jorden har en kerne og forfølger det indædt, som fritidsforsker!!, da hendes chef på Geodætisk Institut ikke lader hende forske i arbejdstiden. Hun er passioneret, privat og nørdet og indser hurtigt at et ægteskab ikke er for hende. Hun forelsker sig, men videnskaben forbliver hendes tro følgesvend gennem årene.  

Som læser er jeg dybt indigneret over, hvordan hun som banebrydende forsker forbigås, overses og kun mødes med en forfærdelig tavshed blandt danske forskere. Dog bliver hun meget sent i livet anerkendt i udlandet og får en form for oprejsning.    

Jeg er meget glad for at Lotte Kaa Andersen har givet dette stædige og begavede menneske mulighed for at blive mødt af os læsere. For mig er dette møde fyldt med beundring og fascination. Her er det tale om en kvinde, der ikke tåler, ikke at få lov til at bruge sit enorme talent, men samtidig tålmodigt må lide den tort at være sekretær og oversætter for sine chefer, som akademisk aldrig når hende niveau. Det må have været opslidende, altid at stå i skyggen.   

En del af romanen har jeg hørt som lydbog indlæst af Iben Hjejle, hun gør det formidabelt.  

Lotte Kaa Andersen, du har skrevet en underholdende, velskrevet, let læst roman, som rørte mig meget.    

Nu ved jeg hvem Inge Lehmann er, det håber jeg mange andre læsere også kommer til.