Danske legender

'Danske Legender' - korte biografier for de travle.

Høretelefonerne sidder ofte i mine ører for øjeblikket, men ikke kun fordi jeg deltager i tilbagevendende onlinemøder. Nej, årsagen til de hyppige propper i ørerne er især en stribe ’Danske Legender’, som jeg er faldet over på eReolen Se udvalget på eReolen her.

I hver bog foldes en samling af liv ud: videnskabsfolk, forfattere, kunstnere og kulturpersonligheder – til sammen serien ’Danske Legender’ fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Bøgerne er tænkt som "..komprimeret klassisk dannelse. Skrevet i et kort format og til et publikum, der ikke har tid i hverdagen til at kaste sig over lange og udførlige biografier, " som forlagschef Ole Sønnichsen udtrykker det. Det passer nok også på mig med små børn, et arbejdsliv og en travl hverdag, måtte jeg indrømme, da jeg læste beskrivelsen. 

Blandt seriens skæbner er Knud Rasmussen, Liva Weel, Karen Blixen, Kaj Munk, Helle Virkner, Niels Bohr, Anna Ancher og Jørn Utzon for blot at nævne en håndfuld. Navne, som de fleste af os kender eller i hvert fald har hørt før, men hvor meget ved vi egentlig om deres liv? Grønlandsekspeditioner, revyviser, en afrikansk kaffefarm, en blå anemone, Matador, Nobelpris, Skagensmalerier og operahus, måske. Men hvad ellers – hvis du skulle uddybe? 

Jeg er i hvert fald blevet klogere på foreløbig et par af legenderne og glæder mig til at snuppe et par stykker til. På Kulturium Bibliotek findes flere af bøgerne både i papirform og som lydbog eller ebog – få overblik her 

God fornøjelse med læsning eller lytning.