BZ: Du har ikke en chance - tag den!

Onsdag d. 8. november 2017 inviterer Salonen til en aften firsernes tegn i Ishøj Kultur Café. Peter Øvig Knudsen fortæller om sin bog om firsernes bz-bevægelse, og der er film om Michael Strunge.

For de af os der er gamle nok, står firserne og bz-vægelsen stadig lyslevende. Jeg var teenager og grinede sammen med resten af Danmark da husbesætterne narrede politiet og undslap anholdelse gennem tunnelen fra Allotria. Men for bz’erne - som de blev navngivet - var Allotria et nederlag. De opgav huset “uden kamp”, så da næste slag skulle stå om Ryesgade, var det med hætter, jernrør og brosten. BZ-bevægelsen var blevet en selvbestaltet byguerilla som var trætte af tåregas og knippelsuppe, og volden blev et indbygget element.

BZ-bevægelsen var den kulturelle og politiske kulmination på Københavns nedtur i firserne

Byen var nedslidt og fattig, og ungdomsarbejdsløsheden høj. På den ene side stod en, i mange øjne, enerådig borgmester, der drømte om lys og luft og bedre boliger til byens borgere. På den anden side en gruppe driftige og politisk aktive unge, der så byens huse stå tomme, følte sig i opposition til samfundet og ville skabe deres eget. For BZ var andet end vold og gadekampe. BZ var folkekøkken, gadeteater, koncerter og fester. Det var bål bag Ungdomshuset på Jagtvej, billige Elefant-bajere, læderjakker og pogo-dans blandt punkere.

/Thomas

27.10.17