Black Lives Matter

02.03.21
I marts sætter vi fokus på Black Lives Matter i Litteraturbingo

I maj 2020 satte drabet på George Floyd for alvor ild i racismedebatten og skabte globalt fokus på sortes rettigheder. Drabet blev vist på tv og rystede de fleste; vi vidste sikkert at der blev diskrimineret i USA, men her så vi et drab for åben skærm, og det værste for mig var, at betjenten der dræbte George Floyd var ham, der burde beskytte borgerne. Det var dybt skræmmende, og græsrodsbevægelsen BLM - Black Lives Matter protesterede over hele verden mod den racediskrimination og politivold, der fandt sted i USA, og for en kort stund var der fokus på et kæmpe problem, der ofte bliver fejet ind under gulvtæppet eller ikke en gang anerkendt som eksisterende. 

Jeg har altid læst amerikanske romaner, de har altid været noget særligt for mig, og helt tilbage til min studietid læste jeg afroamerikansk litteratur.  

Det hele begynder vel egentlig med Alex Haileys ”Rødder”, som jeg så i tv som barn.  Den serie gjorde kæmpestort indtryk. Jeg er sikker på, at mange af jer også kan huske den, ikke?  

Jeg begyndte med at læse Alice Walkers ”Farven lilla” og Toni Morrisons ”Salomons sang” (som jeg genlæste i sommers – og den holder!). Jeg læste James Baldwin, Harper Lee, Carson McCullers, Richard Wright, og var suget ind i raceproblematikkerne omkring konflikter mellem afroamerikanere og den hvide befolkning, slaveri, illegal immigration, undertrykkelse. 

Som bibliotekar har jeg anbefalet tonsvis af romaner med race som tema, såsom Kathryn Stocketts ”Niceville”, Jodi Picoults ”Det store i det små”, Julie Kiblers ”Hjem”, Patricia Harmans ”Jordemoderen fra Hope River”, Elizabeth H. Winthrops ”Nådestolen” - alle romaner som blev store læsersucceser, men de tre, jeg selv senest har syntes bedst om, er:

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead 

Enestående roman om slaveriet i Sydstaterne, hvor vi følger den sekstenårige markslave Cora, fra hun stikker af fra en umenneskelig tilværelse som bomuldsslave til et skræmmende liv på evig flugt fra slavejægere.  

Colson Whitehead modtog både Pulitzerprisen og National Book Award for denne roman, og det er så velfortjent. 

Cora vokser op på Randalls bomuldsplantage i Georgia under umenneskelige forhold og et dobbeltpres som udstødt blandt sine egne. Hendes mor Mabel forlod hende for år tilbage, da det lykkedes hende at flygte fra plantagen uden nogensinde at blive fundet igen, trods ihærdige anstrengelser fra slavejægeren Ridgeway. Cora overtales af slaven Caesar til at flygte og opsøge den underjordiske jernbane, så hun kan blive hjulpet videre op til Nordstaterne. Dette er, for mig at se, en nyklassiker, et mesterværk. 

The hate u give af Angie Thomas 

16-årige Starr bor i et af USA's sorte områder. Da hun tager til fest med barndomsvennen Khalil, sker katastrofen. Khalil bliver skudt af politiet, og da nedskydningen kommer i medierne, bliver Starr nødt til at beslutte, om hun vil medvirke til, at betjenten der gjorde det bliver dømt.  

”The hate u give” røg direkte ind på New York Times bestsellerliste, og det forstår jeg godt. Det er hendes debut, og den rammer spot on, hvor svært det er at være mønsterbryder, hvor svært det er at være sort i USA, og hvor nærmest umuligt det er at vidne mod en hvid betjent. For at vende tilbage til drabet på George Floyd, så skal det være dokumenteret på film, før nogen tror på dig. 

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie 

En vidunderlig velskrevet roman om vor tids multikulturelle samfund. Den vil tiltale alle, der holder af en god historie fortalt med humor, sproglig bevidsthed og psykologisk indsigt. Den er fyldt med gode iagttagelser og behandler emner som racisme, politik, køn og identitet. 

Her er hvad Litteratursiden bl.a. skrev: 

”Americanah, der noget nedsættende betegner en nigerianer hjemvendt fra USA, fortæller om migration til USA og England gennem de sidste tyve år i en dannelses- og kærlighedshistorie. 

Ifemelu får et studielegat til USA og bliver senere amerikansk statsborger, mens ungdomskæresten Obinze lever illegalt i London. Ifemelu har mange udfordringer i USA, men får succes med sin blog: "Racende: En sort Ikke-Amerikaners Forskellige Observationer om Sorte Amerikanere (tidligere kendt som negere)". 

Historien er fermt skruet sammen og fortælles i store flashbacks, mens Ifemelu sidder og får flettet sit hår inden hjemrejsen til Nigeria efter femten år. Det tager seks timer og man lærer meget om afrikansk hår undervejs. Vores hovedperson mener i øvrigt at Barack Obama aldrig var blevet præsident, hvis hans kone Michelle ikke glattede sit hår (!!) – tænk lige over det. 

Lyt til Salonens podcast om Black Lives Matter

 
 
Materialer