Barn af rødstrømpebevægelsen
Den 27. august 1910 blev det på den 2. internationale socialistiske kvindekonference i København vedtaget, at alle lande hvert år skulle holde en international kvindekampdag. 2. Verdenskrig satte dog en stopper for fejringen af kvindedagen, men den blev taget op igen for fuld udblæsning af 1970’ernes rødstrømper, der sammen med en lang række kvindeorganisationer gav kvindekampdagen en ny renæssance. Kvinder ønskede lige ret med mænd, men dér først i 1970’erne var kvindekamp i høj grad også klassekamp.
8. marts bliver stadig fejret. I dag taler man ikke så meget om en decideret kamp mellem mænd og kvinder, man er mere optaget af køn. Alle køn. Rødstrømpernes efterfølgere kalder sig for feminister og begreber som integration, inklusion og repræsentation er i fokus.
I år er det omkring 50 år siden, rødstrømpernes kvindekamp for alvor tog fat lige i hælene på Ungdomsoprøret i 1968. Forfatter og historiker Pernille Ipsen, der er født i 1972, er om nogen født ind i 1970’ernes tidlige rødstrømpebevægelse, og det fortæller hun om i bogen “Et åbent øjeblik – da mine mødre gjorde noget nyt”, hvori hun tegner et personligt og vidtfavnende portræt af sine syv kollektivmødre. Syv stærke kvinder der på hver deres måde – nogle var praktikere, andre mere teoretisk anlagt – var dybt involveret i den tidlige rødstrømpebevægelse og etableringen af Kvindehuset i København.
Pernille Ipsens syv mødre mødtes sommeren 1971 på den første kvindelejr på Femø. Sanne, Karen, Else-Marie, Hanne, Vibeke og alle de andre tog deres nye fællesskab med sig hjem til hverdagen i København. Sammen satte de sig for at finde ud af, hvad kvinder ville og kunne, hvis de ikke skulle relatere sig til mænd. De besatte et hus i centrum af København og fandt nye måder at være kvinder på. For eksempel eksperimenterede de med at dele moderskabet til Pernille Ipsen, der de første fire år af sit liv på skift blev passet af de syv kvinder. Den kvinde, der passede hende, kaldte hun for mor.
"Et åbent øjeblik – da mine mødre gjorde noget nyt" er både familiehistorie og kvindehistorie. Pernille fortæller gennem sine syv mødres mere og mere forskellige liv om Rødstrømpebevægelsens udvikling, Lesbisk Bevægelse, køn, seksualitet, feminisme, men også om hvor svært det kan være at frigøre sig fra det gamle og gøre noget nyt. Pernille Ipsen skriver levende, underholdende og sagligt om udviklingen af en af de vigtigste sociale bevægelser i Danmarkshistorien. Mange af de rettigheder og muligheder kvinder har i dag, tager vi for givet. “Et åbent øjeblik – da mine mødre gjorde noget nyt” viser med al tydelighed, at det ikke er noget, der er kommet af sig selv. Der er stadig noget at kæmpe for. Det viser #metoo-bølgen med al tydelighed.
“Et åbent øjeblik – da mine mødre gjorde noget nyt” bygger på en lang række båndede interviews, referater, avisudklip og billeder. Pernille Ipsen har netop modtaget Montanas litteraturpris for bogen. Det er kun anden gang i prisens historie, at den gives til en fagbog.
Pernille Ipsen er i dag bosat i Wisconsin i USA, hvor hun er lektor i historie og køns- og kvindeforskning på University of Wisconsin-Madison.