Åh, at rejse … at leve. Og læse.

Og så muligheden for at gøre det hele på én gang!

Temaet for månedens udfordring i litteraturbingo (Læs her om vores Litteraturbingo) er ”En bog der giver dig lyst til at rejse”. Og det er jo til at tage og føle på, for sådan én som mig – der har konstant udlængsel – og ikke har brug for mere end to prik med bagsiden af et rejsekatalog, før lysten til at rejse melder sig.

Jeg er til gengæld ikke den mest habile læser, og får mest taget mig sammen til at tage en bog i hånden, når jeg er ude at rejse. Eller når jeg kan indfanges af en stemning, en erindring eller en fornemmelse af noget godt. Og det er så – i mit tilfælde – tit koblet op på det at rejse.

De bøger jeg har udvalgt er derfor en noget blandet affære; flere af dem er valgt fordi jeg har rejseminder forbundet med dem. Eller fordi de puster til min eviggyldige drøm om at starte mit eget lille B&B på en afsides græsk ø (Og tak i øvrigt til hele holdet bag filmatiseringen af ABBAS fine sange i Mamma Mia. Jeg er nu for evig tid bundet af drømmen om at ”lave en Meryl Streep” og gå rundt i blå overalls i  mit eget lille hotel)

Ikke alle bøger er nogle vi har stående på hylderne, men det skal ikke stoppe dig. Vi kan sagtens bestille dem hjem til dig.
 

Et år i Provence af Peter Mayle.

Tilbage i 1993 boede jeg et halvt år i Melbourne, Australien. Familien, jeg boede hos, samledes hver mandag aften i sofaen til et nyt afsnit af den filmatiserede roman ”A Year In Provence”. Det var især faderen i huset (lidt oppe i årene), der snildt kunne se sig selv i rollen som en pensionerede reklamemand, der forlader London og køber et hus i Provence. Med alle de udfordringer og skæve franske forhindringer, det ender med at tage. 
Jeg elsker den bog, og jeg elsker også den DVD-boks, jeg bare båtte købe da jeg opdagede den herhjemme. 
Bogen er en del af en trilogi, og hvis man får smag for Frankrig, er der yderligere to i serien: Der er ingen ende på Provence ; Gensyn med Provence.

Bestil bogen på Bibliotek.dk
 

Det lille bageri på strandpromenaden af Jenny Colgan.

Se her er der garanteret næring til min drøm om at starte mit eget lille hotel under sydens sol. Det er en bog, jeg tog med på en spontan opstået afbestillingsferie til Grækenland sidste sommer. Og jeg var max underholdt af bogen om Polly, som ender med at flytte til en lille engelsk tidevandsø og helt ved en tilfældighed starter et lille bageri. 
Uh, den var hyggelig. Og uh, hvor er det god læsning ved swimmingpoolen. Let og lækkert. 
 

Babettes gæstebud – af Karen Blixen

Her må jeg bare sige: det er en helt igennem vidunderlig lille bog, som samtidig også er min yndlingsfilm. Bogen om Babette, der lever i 14 år som husholderske hos to aldrende provstedøtre i en lille norsk fjordby. Et mørkt, dystert og ørkesløst sted med Guds tætte tilstedeværelse. Men så en dag skaber hun en aften af stor kunst. Ved hjælp af en lotterigevinst laver hun mad så øjet frydes og sindet lettes. 
Det er en bog der giver mig lyst til at rejse til fjerne nordlige egne, og skue ud over viderne.
Babettes gæstebud fås som bog, ligger på ereolen og kan skaffes som DVD.

Lime´s billede af  Leif Davidsen

Engang var jeg relativt nygift, ret så forelsket og meget betaget af at være sammen med min lille familie i det hus, vi havde lejet i en bjerglandsby på Kreta. Huset lå på byens torv, og hver dag – 2 gange om dagen – kørte Manolo (på 80 år) forbi på sin traktor. Ud om morgenen, og hjem sent på eftermiddagen. der var ligesom ikke brug for andet ur end det. Når Manolo kørte hjem, var klokken 5. 
Det var så også omkring på de tider, at min mand forsvandt. For med i tasken havde han en bog af Leif Davidsen, og jeg kan i sandhed sige, at den afstedkom en del … diskussion. For hver aften efter aftensmaden forsvandt han. Ind i en verden af fotografer, spioner og spænding, og han blev der indtil han kom ud igen – efter en uge.
Bogen om den danske paparazzo-fotograf Peter Lime tager dig fra Madrid til København og Moskva.
Og den er spændende (Jeg måtte jo også læse den)
 

Samme dag næste år af David Nicholls

Man kan også rejse i tid og rum. Og i kærlighed. Og i troen på samme. Det er derfor jeg elsker bogen ”Samme dag næste år”.
Vi følger 2 mennesker, Emma og Dexter, som mødes første gang i 1988. Her er de i tyverne og ender i seng sammen efter en dimissionsfest. Det skal så ikke lige være dem, men de bibeholder et venskab der strækker sig over 20 år. 
Og hvilken rejse!
Jeg skal gerne indrømme, at filmen også gjorde stort indtryk på mig. Den ligger på Filmstriben, så se den meget gerne der. Det er en erindring til os alle om at værdsætte det vi har, mens vi har det.