Åh Jørgen, jeg er vild med dig!

Old-school kongen over dem alle.

Der er bare noget ved old-school, som stadig fungerer, og ikke lader sig overhale af nymodens teknologi, smarte ord og tidens allestedsnærværende fart.
Og med det mener jeg naturligvis Jørgen Clevin.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn fascineret sad og så på TV´et, mens små kreative handlingsforløb udspandt sig for mine øjne. Med den umiskendelige nynnen i baggrunden, kunne man sidde og se Jørgen Clevin fremtrylle små verdener af snart sagt alting. Se Jørgen trylle med pap.

Det samme gør sig gældende for hans billedbøger, hvor især bøgerne om Jakob og Joakim, der bor på Blomstervej nr. 14, har gjort så stort et indtryk på mig, at jeg også læste bøgerne højt for min egen datter, da hun var lille (hun er nu 22). 
Og jeg ser med glæde, at hans bøger har en plads i krybben med ”klassikere”.

Jørgen Clevin  - en klassiker.

Selvom bøgerne er gamle, så holder de altså endnu. Sproget flyder og rytmen i ordene gør det let at læse og lege med. 
Jeg kan på det nærmeste høre min datter sidde og klukke af grin, mens jeg højt proklamerer: 

”Dinge-linge-linge-ling,” siger telefonen.
”Hallo, hallo,” siger Jakob, ”her er Jakob og Joakims redningskorps, som hjælper alle, både tykke og smalle. Fortæl nu ganske roligt, hvad der er sket, så skal vi komme og hjælpe Dem”
(fra: Jakob og Joakims redningskorps)

Der er en interaktivitet i bøgerne, der fortsat holder. Især når man tænker på, at den første af bøgerne: ”Jakob og Joakim” udkom i (gys!) 1965. Tænk sig, med alle de år på bagen?!

Nuvel… det kan hænde, at jeg er en gammel krage - en anakronistisk høstak – men der går også ”ild i gamle huse”, og jeg er altså VILD med Jørgen.