Åh, hvor jeg dog elsker at sove!

Søvn er en nydelse, noget jeg ser frem til og glæder mig til.

Jeg var et af de der irriterende børn, der – når klokken nærmede sig 8 – sagde: ”Jeg er træt, jeg går i seng”. Og det gjorde jeg så (efter først at have tjekket bag døren og under sengen for at se, om der var farlige uhyrer).
Nu, mange år senere, er det stadig sådan: jeg går glad og træt i seng, og jeg falder normalt i søvn nærmest med det samme.

Fornemmelsen af at lægge hovedet på den kolde pude, trække dynen op over ørerne og lukke øjnene med et ”Ahhhhh”, er ubeskrivelig. Og er det fortsat, nu på mit 51. år. Jeg finder ganske enkelt stor fornøjelse ved at sove og ved, at jeg går noget godt i møde i søvnen.

Hvad sker der når du sover?

”Søvn skaber rum til forvandling. Tænk på Tornerose. Hun faldt i søvn og vågende til en forvandlet verden, hvor den onde fes forbandelse var borte. Søvn er fornyelse, for hver eneste opvågning er en lille genfødsel, og hver ny dag er nye muligheder, nyt håb og nyt liv” (Sov godt – hele natten, af Thomas Milsted og Mikael Rasmussen).

Meget taler for, at det er vigtigt at få en god nats søvn. Mens du sover, får din krop og dine organer en velfortjent pause, og tid til at regenerere. Immunforsvaret styrkes, og mens du sover, reduceres også mængden af stresshormonet Kortisol, der er med til at styre din appetit.

Søvn hjælper også hjernen med at lagre begivenheder i din hukommelse – med andre ord: du husker bedre, når du får sovet godt.

Hvorfor skal det være så svært?

Men det er jo ikke alle beskåret at få en god nats søvn. Rigtig mange mennesker oplever søvnbesvær: søvnløshed, tankemylder og lange nætter med uro.
Når nu søvnen optager en tredjedel af vores liv og betyder så meget for de andre to tredjedele, så er søvn noget, der skal tages alvorligt. Og ikke blot skal overstås. Søvnen er nemlig din ven.

Derfor inviterer biblioteksklubben Salonen tirsdag den 25. februar indenfor til en aften med søvnvejleder Heidi Jørgensen, der med sit foredrag 'Søvnstarteren - førstehjælp til din søvn' vil give os alle gode råd til en bedre søvn.

Så kom til en aften med god og brugbar information. Vi serverer naturligvis kaffe og drømmekage.

Gratis billetter til foredraget 'Søvnstarteren - førstehjælp til din søvn' kan bestilles her.

/Wenche