Hollandsk bogudsalg i Ishøj Bycenter

24.09.15
Fyld en bibliotekspose med bøger for 60, 50, 40, 30, 20 og 10 kr. Hvor længe tør du vente?
Ishøj Bibliotek holder hollandsk bogudsalg i et butikslokale i Ishøj Bycenter fra mandag den 5. oktober til lørdag den 10. oktober. 
 
Princippet bag et hollandsk bogsalg er, at jo længere, du venter, jo billigere bliver det. Men hvor længe tør du vente? Og hvad med de bedste bøger? Dem snupper nogle andre måske, hvis du ikke er der fra starten … 
 
Find butikken tæt ved Borgerservice
Ishøj Bibliotek har gennem længere tid samlet en masse gode og blandende bøger sammen og åbner derfor et hollandsk bogsalg i et butikslokale tæt ved Borgerservice i uge 41 fra mandag den 5. oktober til og med lørdag den 10. oktober. De bøger, der sælges, er kasserede materialer, som enten er blevet kasseret, fordi de ikke er helt aktuelle mere, eller fordi biblioteket har for mange antal af den pågældende bog. Måske er der også kommet nyere udgaver, som erstatter de bøger, der nu sælges. 
 
En pose med bøger fra 60 til 10 kroner 
Ved det hollandske bogsalg kan borgere og besøgende fylde en bibliotekspose med bøger – den første dag for 60 kr. Dagen efter koster det 50 kr. at fylde den samme pose. Og dagen efter igen er prisen faldet til 40 kr. Om lørdagen koster en pose bøger kun 10 kr. Det er billigt! Men hvor længe skal du vente?
 
Aktivitetshjørne for børn
I anledningen af bogudsalget har Bog & Idé og Legekæden lavet et aktivitetshjørne for børn i butikken. ”Det er vi rigtig glad for”, fortæller biblioteksfaglig leder Heidi Knudsen Rostholm; ”Det giver nemlig mulighed for, at hele familien kan drage af sted på bogudsalg og finde de allerbedste bøger til de allerbedste priser.” 
 
Åbningstiderne i butikken er mandag til fredag klokken 13-17.30 og lørdag klokken 11-14.