O, at have en have

30.03.20
Grønne fingre og varme hjerter. Sådan hænger det sammen.

O at være en høne,
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en have,
pikke et rødhudet bær.
(O at være en høne
Frank Jæger
Være-digtet, fra Morgenens trompet, 1949)

Guderne skal vide, jeg ikke er født med den største tålmodighed. Jeg er til quick fixes og kan ikke udholde, at skulle se tingene i et længere perspektiv. Men alt det ændrede sig til det bedre, da jeg flyttede fra 2.sal og ud til Ishøj. Her fik jeg pludselig 1000 kvm. have (ud over den bungalow, som da ”bare lige skulle have en omgang maling”. Jeg kan her fortælle, at vi tog gruelig fejl).

Efter at jeg fik adgang til min egen have, oplevede jeg pludselig en ro, jeg ikke havde haft tidligere. Jeg fik jord under neglene; blev en anden. Jeg lærte at ting tager tid – du kan ikke forcere en plante – og alting ender som det skal. Og hvis det ikke ender godt, og noget enten visner eller vokser sig skævt? Ja, så går det jo nok også…

Og det der med hus & have? Ja, det gik så ikke så godt.
Jeg bor nu igen på anden sal, denne gang i Københavns Sydhavn. Her har jeg en dejlig altan med formiddagssol og en fælles gård, som har sin del af fælles kasser med krydderurter.

Jeg læser derfor fortsat bøger om at dyrke have. Bøgerne er nemlig så dejligt grønne og fulde af optimisme og gode råd. Og det er en dejlig afveksling fra mange af de ting, jeg kan finde på læse (specielt i disse covid-19 tider).
Her er en liste over de titler, jeg påtænker at kigge nærmere på, når jeg igen har adgang til de bedste hylder på mit bibliotek: de grønne bøger i haveafdelingen.

Jamen, bare ordet. Der er da næppe et finere ord, er der? 
Jeg har fundet ud af, at fantasilat er et registreret varemærke, og at det består af en finthakket grøn basissalat med dressing pyntet med spiselige blomster.
Det vi jeg gerne lære mere om, og den her bog har både opskrifter og beskrivelser af spiselige blomster og planter.

Jeg har fulgt Persilles blog i noget tid (find hende også på Instagram). Og hun har givet mig lyst til at give mig i kast med at prøve at få mere ud af det grønne, som jeg smider ud. Og nu kan jeg læse mere om det.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savner min have. Og at jeg så forfærdelig gerne vil have en kolonihave. 
I Claus Dalbys bog er der tips til små haver, og jeg tror på, at jeg  - hvis jeg bladrer i den – kan sikre mig et større lod i den store kolonihave-lodtrækning. Og hvis den her bog er lige så smuk, som alt andet fra hans hånd, kan det kun blive godt.

Man kan altid blive klogere, og jeg trænger til et dyrknings brush up. Med en bog fra Jens Juhl og Sølva Falgren, som jeg kan læse, har dyrket deres egen økologiske have i Smørmosen i 25 år, virker det til at være en bog at blive klog af.

Min lille altan er mit zen – mit fristed – og der kan ikke blive for grønt derude. Jeg tror på at den her bog lige er noget for mig, med de tips, råd og vejledning om alt fra krukker og pottemuld. Derudover er det en fin forside, som lidt ligner mit altanbord pt.
Forfatteren står også bag en kommerciel hjemmeside kaldet The Balcony Gardner, hvor man blandt andet kan finde små videofilm med tips og tricks.

Igen; en bogtitel at blive glad af. Jeg holder så uendelig meget af filmen ”Spis, bed, elsk”. En film baseret på Elizabeth Gilberts bog af samme navn.
Og jeg holder meget af Aarstiderne. Jeg abonnerer på deres grøntsagskasser, og er blevet langt bedre til at lave mad, efter at jeg har læst deres opskrifter.
Bogen er ufattelig smuk, og der er opskrifter bagerst i bogen. Dén skal jeg bare bladre i!

Jeg er ret så glad for Camilla Plum, og har set mange af de tv-programmer hun har deltaget igennem tiden. Hun er dygtig, og så dejlig afvæbnende. Og uanset om hun taler om mad eller haver, er der den der umiskendelige ro omkring det. Det vil jeg gerne have mere af. 

Kim Larsen - Åh at være en høne (1982)

Må du bare have fat i en havebog lige nu?

Her finder du bøger, der kan lånes på eReolen og et par havemagasiner, der kan læses på RBdigital, mens du venter på at biblioteket åbner igen. 

Materialer