Hver måned udstiller en ny, lokal kunstner på biblioteket. Læs mere om hvem der udstiller hvornår her.
Udstilling i marts 2023: Ishøj Kunstforening v/ Annette Botved
At lege med ler
Efter mange år i mit arbejdsliv hvor jeg har beskæftiget mig som grafiker og magasin-layouter, blev jeg introduceret til ler på et sommerkursus på Holbæk Kunsthøjskole.
– Hvor jeg blev bidt af en gal lerklump.
Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke kunne få leret til at opføre sig som jeg havde forstillet mig, og ville have det skulle gøre.
Det huede mig bestemt ikke i begyndelsen.
Jeg lærte så at det i høj grad drejer sig om at have et samarbejde mellem leret og mig.
Det er der kommet mange, overraskende og spændende former ud af.
Hvor intet bliver ens.
Så jeg leger med ler.
At lege med ler, er for mig langt fra begrebet at arbejde.
Så snart der går en snert af arbejde i det, med det næsten uundgåelige stress og hastværk, og det er ikke sjovt længere, går det bare galt.
Virkelig galt, man bliver straffet af leret med det samme.
Der skal ro på. Og den ro giver til gengæld en fornemmelse som jeg tror jeg havde som barn, hvor jeg blev helt væk og fordybet i legen.
Også derfor leger jeg med ler.
Jeg har aldrig været gode venner med pølseteknikken.
Ej heller har drejning eller brug af form tiltrukket mig.
Så alt hvad jeg laver begynder med en enkelt klump ler (mine vaser med to klumper) som jeg former i hænderne.
Min stædighed over ikke at kunne nøjes med færdig blandede glasurer som markedet tilbyder, har kastet mig ud i kemiens verden.
Hvor jeg blander glasurer helt fra bunden med diverse grundelementer.
Det er en verden helt for sig selv. Resultatet er mangfoldigt, mange bliver frygteligt grimme, enkelte bliver jeg vildt begejstret for.
Jeg glaserer for det meste kun på den ene side (gælder ikke vaserne).
Så leret på ydersiden får lov til at beholde sit eget smukke, rå udtryk, i kontrast til den glaserede inderside, som kan rumme andet og langt mere...
Jeg er meget glad for at have fået mulighed for at udstille her i marts måned på Kulturium Ishøj Bibliotek.
Og håber der vil være noget som kan fryde jeres øje og tirre jeres sind.
/ Annette Botved