Måske er et landskab tusinde landskaber

Tag på vandring i Vestegnens mangfoldige landskab med lydværk af Adda Djørup i ørerne.

Som en del af Vestegnens Kulturuge 2021, Naturens steder  – stedernes natur, kan du høre en podcast i fem dele – en for hver af de fem kommuner som er med i Vestegnens Kulturuge, Albertslund, Vallensbæk, Hvidovre, Høje-Taastrup og Ishøj. Podcasten er en lydvandring som tager dig med ud i de fem kommuner. I Ishøj går turen fra byens centrum til Tranegilde og Bredekærgård, og  videre forbi Kondiskoven, hvor Camilla Berners kunstværk, som også er del af kulturugen, er opstillet.

Lydvandringen af skabt af forfatter Adda Djørup i samarbejde med Vestegnens biblioteker. 
Søg på 'Måske er et landskab tusinde landskaber' i din foretrukne podcast-afspiller.


Om Adda Djørups lydværk

Forfatteren Adda Djørup har skrevet et sanseligt lydværk i fem dele til Vestegnens særlige natur. Du kan høre værket som podcast, mens du går tur i fem forskellige områder i Albertslund, Vallensbæk, Hvidovre, Høje-Taastrup og Ishøj.

Lydværket er bygget op som en leg med ordet ’måske’. Det stiller spørgsmålstegn ved, hvad der former et landskab. Og hvordan landskabet former os. Måske kan landskabet omkring os se helt anderledes ud?

Lydværket ‘Måske er et landskab tusinde landskaber’ lanceres i anledning af Vestegnens Kulturuge, som i 2021 har temaet ‘Naturens steder - Stedernes natur’. Fra lørdag den 11. september kan du finde lydværket på bibliotekernes hjemmesider eller der, hvor du finder dine podcasts.

Tag en ven, din familie eller dig selv med ud og oplev et meditativt og sanseligt lydværk midt i Vestegnens mangfoldige landskab. God fornøjelse!


Om Adda Djørup

Adda Djørup (f.1972) debuterede i 2005 med 'Monsieurs monologer' og har siden skrevet lyrik, prosa og dramatik, senest romanen 'Bulgakovs kat'. Adda Djørup er alsidig og eksperimenterende og skriver med stor sproglig entusiasme, sanselighed og humor.

MÅSKE ER ET LANDSKAB TUSINDE LANDSKABER

Tekst, idé, indtaling: Adda Djørup
Musik: Nikolaj Hess
Lyddesign: Peter Helms
Lydværket er skabt i samarbejde med bibliotekerne i Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk.
Med støtte fra: Statens Kunstfond og Friluftsrådet