Bornholm, besat. Befriet

- og hvorfor jeg ikke kører taxa

Tidligt om morgenen den 9. april, for 80 år siden i år, blev Danmark besat. Og det blev starten på 5 års besættelse, der satte sig voldsomme spor i den danske befolkning. Erfaringer, handlinger og en bevidsthed, der strækker sig helt frem til nutiden. Også for mig.

Jeg kan af åbenlyse årsager (er 51 år gammel) ikke tale med om, hvordan det må have været. Men i lighed med rigtig mange andre fra min generation, blev jeg i historieundervisningen i gymnasiet bedt om at gå hjem og tale med mine bedsteforældre om deres oplevelser af krigen. Og det kom der en meget interessant historie ud af. 
Jeg er fra Bornholm, og for dem der gennemlevede krigen på dér, var det en lidt anden oplevelse end i resten af landet. 

For to dage efter Danmarks befrielse i maj 1945 blev byerne Rønne (hvor min far og hans familie boede) og Nexø bombet af sovjetiske fly, og den 9. maj om eftermiddagen blev øen overtaget af sovjetiske styrker. Meget forenklet handler det om, at den tyske kommandant på øen, von Kamptz, kun ville overgive sig til de allierede styrker - som på deres side ikke havde fået ordre om at sende tropper til øen, og ikke ønskede en konfrontation med den fremadrykkende russiske hær.
Resultatet blev, at de russiske soldater kom, blev på Bornholm i næsten et år, og forlod først øen i april 1946.

Så ja, for bornholmerne er historien om besættelsen en lidt anden.

Så hvad fik jeg så at vide?
 Jeg har talt med min far om, hvad han kan erindre sig fra dengang. Han er født i 1939, og er gammel nok til at huske, hvad der skete i de dage. Det han fortæller mig er, at han sad i gården, på en træstub, og spiste havregryn med sin 2 år ældre bror. Pludselig står hans far der, han er kommet løbende hjem fra sit arbejde, hvilket i sig selv var usædvanligt. Og min far og hans storebror oplever så tilbage at blive løftet op og i hast hevet med ud og væk. 
Min bedstefar havde nemlig hørt en omkringkørende højtalervogn, der advarede mod bombardementer. Og den bad indtrængende alle om at komme så langt væk fra byen som muligt. Så familien skyndte sig væk fra huset i Storegade, og halvvejs ude af byen begyndte bomberne at falde. De tilbragte natten i laden hos en landmand, og kunne oppe fra toppen af Snokkebakken, i Sursænkedalen, følge med i bombardementerne. (Se mere på Rønne byarkiv)

 Dagen efter tog min bedstefar tilbage ind til byen, og fandt sit hus bombet i stykker. Han fandt én af de skeer, som min far og hans bror havde spist havregryn af den foregående dag (bomben ramte lige der, hvor de sad), nogle dyner, et bord og 4 stole.
 De følgende 4 år boede familien på loftet hos min oldemor, før de igen kunne flytte ind i deres genopførte hus.
Du kan se en dokumentarfilm om "Russerne på Bornholm" på Filmcentralen.

 80 år efter
 Jeg kan mærke, at den historie fortsat er meget present hos min far. Det er en oplevelse, han tydelig erindrer sig. Og det er noget, der har sat sig spor. Min far er langt mere nøjsom end mig.
 Han har jo i en ung alder oplevet ikke at have ret meget. Han har oplevet at miste alt. Og han har oplevet at få noget tilbage.
 Min far smider - i lighed med så mange andre fra hans generation, kunne jeg forestille mig - ikke noget ud, der fortsat kan bruges.
 Han er slet ikke en del af "køb og smid ud kulturen", men er varsom og taknemmelig.
 Og han kører ikke særlig tit i taxa.

 Og så er vi tilbage ved starten: hvorfor en Bornholmer som jeg - så mange år senere - ikke kører ret meget i taxa.
 Det gør jeg ganske enkelt ikke, fordi jeg vokset op med, at det er en unødig luksus. Det er ikke en nødvendighed.   

 Og sådan kan historien trække lange spor. 
 

09.04.20