Børnevalget 2021

17.11.21
Børnenes stemmer er talt op

Børn over hele Danmark har stemt til Børnevalget 2021, og flertallet er enige om, at valgsejren skal gå til Ternet Ninja med sloganet og valgløftet "Ja til sværd og Koldskål til alle".

Mon ikke de fleste kender Ternet Ninja, som udfolder sine kamp-evner sammen med drengen Aske i to bøger, som begge er filmatiseret.

Ligesom børnene elsker Ternet Ninja, så elsker - og beskytter han dem. I virkeligheden er han ninjaen Taiko Nakamura, der nu som en ånd kæmper for at straffe dem, der begår forbrydelser mod børn. Med bolig i en ninjadukke er han en rå og ubarmhjertig dræber, der med humorens appellerende drivkraft leverer en helt særlig og flerstemmig historie, hvori både børn og voksne kan deltage og grine og gyse. Bøgerne findes også både som E-bøger og lydbøger.

15.731 børn i 88 af landets kommuner har stemt, og vi ønsker et stort tillykke til Ternet Ninja med den seje valgsejr i Børnevalget 2021.

Lokalt her i Ishøj ville valgsejren faktisk være gået til Dina - Skammerens Datter med sloganet 'Ja til ærlighed' med Ternet Ninja som nr. 2 og Sally med den skøre far som nr. 3.

Demokratiet har talt, og vi takker alle børnene, fordi de deltog i Børnevalget. Tillykke til Ternet Ninja: Sving sværdet og skål i koldskål!

Materialer