Børnevalg 2022 - Hvem vinder mon?

Fra 11. oktober til 1. november kan børn møde årets kandidater og gå til stemmeboksene på børnebiblioteker over hele Danmark.

Der er brug for børnenes stemmer!

Danmarks Børnebiblioteker præsenterer et stærkt hold af kandidater til Børnevalget 2022: De populære børnelitterære figurer har indtaget scenen.

Børnevalget læner sig op ad valget for de voksne, så børnene får selvfølgelig en stemmeseddel med kandidater, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogans. Som ved andre valg skal stemmen afgives i stemmeboksen efter grundig overvejelse - det endelige resultat afgøres ved flertalsvalg akkurat som vanligt.

Børnevalget skal styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet og foregår i samme periode som de voksnes valg, så kom ned på biblioteket frem til 1. november og afgiv din stemme.

Det er 4. gang, der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Ved første børnevalg i 2017 deltog over 15.000 børn, og her vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer på valgsproget ”Ja til slik”. I 2019 vandt Carla og ”Vildheks” valget, her deltog flere end 17.000 børn fra størstedelen af landets kommuner, og senest i 2021 vandt Ternet Ninja Børnevalget, hvor ca. 16.000 børn stemte på landets biblioteker.

Børnevalg 2022 er igen arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.

 

11.10.22
Tags