Seks år i Copenhellvede

Med et bankende metalhjerte og stort smil på læberne ser jeg frem til at deltage i Copenhell for sjette år i træk.

Festivalen er en årlig tilbagevendende begivenhed hvor hårdrock og metalbands fra ind- og udland lader musikken strømme ud over festivaldeltagerne.  Festivalgængerne kan se frem til tre forrygende og festlige dage med eventyr til Pandæmonium, Helviti og Hades. Stemningen er fantastisk, folk er glade, dedikerede og helvedes søde. Især på festivalens første dag skinner alles øjne med livsglæde for ligeså hård og aggressiv musikken kan være, ligeså bløde og venlige er metalhovederne.  

Copenhell er frigørende, det er sjovt og godt for sjælen

Det er let at komme rundt, og det rå, industrielle miljø i- og omkring de nedlagte B&W-haller danner sammen med de grønne bakker en perfekt ramme om festivalpladsen. Det er i disse omgivelser jeg nyder at stå i mængden af langhåret smilende mennesker der headbanger og lader duften af shampoo og nyvasket hår breder sig. 

Det er her vi tager ting oppefra og ned

Når regnen står ned i lårtykke stråler, rystes der med håret så regndråberne står i kaskader, som står man midt i en reklame der beskriver hvor skønt livet er. Det er her jeg nyder gode koncertoplevelser med bibliotekarvenner jeg ellers normalt ser til kurser eller temadage. Det er her jeg får kram af Ishøjs biblioteksbrugere, der begejstret råber ”Hey, se! Det er MIN bibliotekar!”. For på Copenhell er luften fuld af glædesstemning og samhørighed. Vi er ikke blege for at give en krammer til venner, bekendte og dem vi ikke kender.

Koncerter bliver naturligvis annonceret med ild. Jeg ser frem til:

Frank Carter & the Rattlesnakes (UK). Punk Rock på Pandæmonium torsdag d. 22. juni kl. 17:30
Invocator (DK) Thrash på Pandæmonium torsdag d. 22. juni kl. 20:30
The Dillinger Escape Plan (US) Mathcore på Hades fredag d. 23. juni kl. 18:15
Batushka (Pol) Black metal på Pandæmonium fredag d. 23. juni kl. 01:15
The Raven Age (UK) Metalcore på Pandæmonium lørdag d. 24. juni kl. 12:15
Black Dalia Murder (US) Melodic death metal på Pandæmonium lørdag d. 24. juni kl. 01:45

De nævnte bands kan du læse mere om på Copenhell hjemmesiden, hvor du også kan lytte til sangene. 

/Gæsteblogger og bibliotekar Ane Kolster

Fødselsdagssang for Kongen

Stemnings video fra Copenhell 2013

kongen har fødselsdag