Sørines Søren

Sørine Gotfredsens bog om Søren Kierkegaard “At leve med Kierkegaard” er en smuk og personlig bog om kærlighed, og om at finde sig selv.

Søren Kierkegaard (1813-1855) er Danmarks mest kendte filosof, og vidt berømt for sine tanker om menneskets sind og livsvilkår, og fader til eksistentialismen. Læser man ham, kan hans tekster synes sirlige og svære at forstå med nutidige øjne. Derfor er det godt, når forfattere sætter sig for at forklare ham for nutiden, for Kierkegaard fortæller os noget essentielt og eviggyldigt om det at være menneske.

Én af de mest vellykkede bøger om Søren Kierkegaard, er forfattet af præst og debattør Sørine Gotfredsen. For Gotfredsen forklarer ikke blot nogle af Kierkegaards centrale begreber for læseren:  At fortvivle, at elske, at føle glæde, at rejse, at være en krop, at være en enkelt i mængden og at tro. Sørine Gotfredsen sætter Søren Kierkegaard i relation til sit eget liv, og et årelangt, kuldsejlet kærlighedsforhold. Netop det, at forfatteren bevæger sig gennem det kierkegaardske univers og holder sit eget liv oppe mod Kierkegaards såkaldte ”Stadier paa Livets Vei”, gør Kierkegaard vedkommende og forståelig. 

Søren Kierkegaards tanker blev forfatterens livsledsagerske. Og nok mistede Gotfredsen sit livs kærlighed, men hun mistede ikke sig selv. For som hun skriver:   

“Den, der elsker verden, fordi hun får sin kærlighed gengældt, kan miste sig selv i verden. Men den, der elsker verden, selv om hun ikke fik ham, hun elsker, kan ånde frit i erkendelsen af, at det jordiske ikke er alt. Og dermed kan hun vinde sig selv på ny og måske endda blive i stand til at træde ind i glæden.”

Der findes mange fine biografier , men Sørine Gotfredsens bog om Kierkegaard er fængslende og livsbekræftende. En smuk bog til smil og eftertanke i det fine forår.

/Thomas