Karensminde

Jeg har læst en masse bøger i 2016, det er ikke den store overraskelse. Men her i år, er der en roman, der skinner mere end alle de andre, jeg har læst. Jeg havde store forventninger til den, og den overraskede alligevel, fordi den var så fantastisk og så svær at lægge fra sig, og fordi den satte så mange tanker igang med hensyn til familie og familierelationer.

Jeg tænker selvfølgelig på Iben Mondrups Karensminde og ønsker, at den kommer til at ligge under rigtig mange juletræer.

Ingen kan som Mondrup skrive naturen ind i sine værker, den bliver beåndet og er med som et ekstra familiemedlem. Jeg er selv barn af landet og naturen og beundrer, hvordan hun mestrer at give naturen plads i sine romaner. Personerne lever nærmest som i en symbiose med træer, hav og luft, og jeg fornemmede tit i min læsning, at det der skete inde i personerne, den luft de indåndede er lig med det liv de lever. Og andre gange giver naturbeskrivelserne mig en helle, hvor jeg får lov til at puste ud, efter en dramatisk hændelse, et skænderi, en misforståelse, et tab.

Jeg følte tit, at familien mistede kontrollen og blev betvunget af naturen. At familien var tildelt roller, som den ikke kunne undslippe, selvom den gerne ville være noget andet. (Lidt det med at et træ er et træ, ikke en å). At barndom og opvækst klæber til en, og at det der en gang er sket ikke lader sig omgøre eller lader sig være usket. At rollen og placeringen vi er tildelt i familien er uigenkaldelig.

Jeg glædede mig sådan over at gense familien fra Godhavn, nu som voksne: Björk, Knut, Karen, Hilde og Jens. Og alle mine forestillinger om hvad de var blevet til, var forkerte.

Familien er en kompliceret størrelse, og der er ikke altid happy end. Jeg tænkte på, at det at have små børn ofte er nemmere end det at have voksne børn. At man altid har gjort noget forkert som mor, og at man vil blive bebrejdet for det hele livet. At det at tilgive er svært og spørgsmålet om, hvordan man kommer videre trænger sig på?

Kære Iben Mondrup, du kan da ikke lade mig stå her med så mange ubesvarede spørgsmål: Kommer Karen sig over tabet af Jens? Bliver Hilde en god mor? Hvad med Bjørk? Og Knut? Jeg drømmer om en treer, en  trilogi... det lyder da godt, ikke?

Til alle jer der stadig hænger på, læs Karensminde i julen. Start med Godhavn hvis I ikke har læst den. Karensminde er så velskrevet og smuk, den er et must, hvis man interesserer sig for litteratur, familierelationer og myten om det lykkelige liv.